Pukkelhval

Megaptera novaeangliae     

Beskrivelse

Pukkelhvalen er en bardehval, der hører til finhvalerne. Den er mere robust og mindre elegant bygget end de øvrige finhvaler. Nogle kalder den ligefrem plump af bygning. Rygfinnen ligner en pukkel eller en krog placeret på en platform på ryggen. Huden er knudret på hovedet og underkæben. Knuderne er sanseknuder og omdannede hårstrukturer. De bærer hver et hår eller to. Med de ca. 5 m (rekord 6 m) lange luffer har pukkelhvalen de længste lemmer i dyreverdenen. Lufferne er hvide på undersiden og stærkt knudrede langs forkanten. Halefinnen, der udgør op til en tredjedel af hvalens længde, har en savtakket bagkant. Halens underside har et meget karakteristisk sort-hvidt mønster, der kan bruges til at genkende de enkelte pukkelhvaler fra hinanden. Der findes fotokataloger over halefinner fra flere tusinde pukkelhvaler.

Ryggen er sort og bugen lys. De få – 12-26 – bugfurer på undersiden rækker fra munden til navlen. De gør, at hals og bug kan udspiles betragteligt, når hvalen fylder svælget med vand og føde. I hver side af munden sidder 300-400 barder på række med hårene vendende mod tungen. Barderne filtrerer føden fra, når hvalen presser vandet ud mellem dem. De er sortgrå eller melerede, og enkelte er helt hvide. De forreste er knapt en halv meter lange, mens de bageste næsten måler en meter.

Pukkelhvalen er kendt for at være en nysgerrig hval, der ikke er sky over for mennesker. Derfor har man ofte held til at opleve pukkelhvaler springe ud af vandet, slå kolbøtter eller plaske med luffer og halefinne. Den 3-6 m høje vandstråle fra sprøjtehullet (blåsten) er tydeligt hjerte- eller v-formet og derfor let genkendelig på afstand.

Udbredelse

Pukkelhvaler findes i stort set alle verdenshave og opleves afhængigt af årstiden langt fra kysten såvel som tæt på kysten. Indtil fredningen i 1966 har arten været udsat for massiv jagt med en nedgang i bestanden på ca. 90 %. I dag er bestanden af pukkelhvaler i fremgang. Der skønnes nu at være mindst 85.000 individer.

Levesteder

Pukkelhvalens år er en vandringscyklus, der følger polhavenes fødeoverflod fra fx Antarktis, de nordlige kyster af Nordamerika, Grønland, Island, Norge og østkysten af det nordlige Sibirien til de tropiske kystområder i Caribien og ved De kanariske Øer samt kysterne omkring det nordlige Australien, det sydlige Afrika og nordlige Sydamerika, hvor pukkelhvalerne parrer sig, og hunnerne føder deres kalve. Pukkelhvaler vandrer typisk op til 25.000 km i løbet af et år.

Biologi

Kalvene fødes i vinterhalvåret i særlige yngle- og parringsområder i forholdsvis kystnære, tropiske havområder. Den nyfødte kalv har tilnærmelsesvis samme længde som moderens hoved. Den er ca. 5-6 m lang og vejer 1,6-1,8 tons. Kalven fodres op med den særligt fede pukkelhvalmælk, der holder en fedtprocent på ca. 50 og har en lyserød farve. Den egentlige dieperiode varer ca. 6 måneder, men efterfølges af en periode på yderlige seks måneder, hvor ungen dels dier hos moderen, dels selv søger føde. I yngletiden tærer de voksne pukkelhvaler på deres oplagrede fedtreserver og tager ikke føde til sig. Hunnerne bliver kønsmodne i en alder af 5 år, men opnår først senere deres fuldt udvoksede mål. Hannerne er først kønsmodne som 7-årige.

Bardehvaler anvender dybe lyde, der kan spredes over store afstande. Hanpukkelhvaler har et imponerende sangrepertoire. Hver sang er sammensat af to til ni adskilte temaer, der synges i en bestemt rækkefølge og gentages fra et par minutter op til en halv time. Sangen består af serier af meget komplicerede grynt, fløjt, jammer og vræl. Serenaderne menes at have betydning for hannernes indbyrdes magtforhold på ynglepladserne og/eller deres kurtisering af hunnerne. Sangene kan også være en del af en mere almindelig kommunikation mellem hvalerne.

Pukkelhvalen er kendt for at fouragere på mange forskellige måder. Enlige hvaler kan svømme alene ind i en fiskestime. Hvis de er flere sammen, kan en pukkelhval svømme på siden af fiskestimen og genne fiskene sammen. Den mest bemærkelsesværdige metode er nok boblenettet, hvor flere hvaler jager sammen. Ved at danne luftbobler nedenunder og på ydersiden af fiskestimen fanges fiskene i et slags boblefængsel. Ved efterfølgende at svømme i mindre og mindre cirkler samler pukkelhvalerne efterhånden fiskestimen. En eller flere hvaler skyder derefter op gennem den sammentrængte fiskestime og får et stort fødeudbytte pr. mundfuld. Vandet filtreres fra gennem bardernes store si-apparat, og fiskene sluges.