Vanvittig Verdenshistorie – live podcast på Naturhistorisk Museum
19:00-21:00 d. 18. februar 2026
Nu har du chancen for at være med på forreste række, når komikerne Peter Løhde og Alexander Janku går på scenen og fortæller røverhistorier fra virkeligheden med deres skæve og sjove comedy-podcast Vanvittig Verdenshistorie.
I podcasten Vanvittig Verdenshistorie dykker værterne Peter Løhde og Alexander Janku ned i de skøreste, underligste og mest du-tror-det-er-løgn-agtige øjeblikke i verdenshistorien. Alt sammen fortalt over en kold øl.
Siden 2021 har de rejst landet rundt og optaget specialafsnit foran live-publikum og 18. februar 2026 lægger de vejen forbi Naturhistorisk Museum. Her vil de give et humoristisk, historisk perspektiv på temaer fra museets særudstilling Fremtidsmennesket – Hvor langt vil du gå?.
Særudstillingen er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Det Etiske Råd, den tager gæsterne med til år 2035. Nutidens teknologier som kunstig intelligens, kloning og hjerneimplantater er nu så billige, at de er tilgængelige for alle. Men vil du bruge dem? Udstillingen er opdelt i 6 temaer, som hver repræsenterer en teknologi med tilhørende etiske dilemmaer og interaktioner. Prøv fx kræfter med kosmetiske indgreb og hjerneimplantater – eller klon et elsket kæledyr. Udstillingen kan opleves på museets 1. sal frem til 15. marts 2026.
Showet inkluderer opvarmning, optagelse og en efterfølgende meet ‘n’ greet-session, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål omkring alt mellem himmel og jord i relation til Vanvittig Verdenshistorie. Vær opmærksom på, at showet optages med henblik på udgivelse.
BEMÆRK: Billetten er eksklusiv entré til museet. Entrébillet er ikke et krav for at deltage i eventet, men kan tilkøbes ved ankomst til museet.
Har du brug for en ledsagerbillet, kan denne bookes gratis. Husk at have ledsagerkortet klar, når billetten fremvises.
Billetter refunderes ikke.
