Odder

Lutra lutra         

Beskrivelse

Odderen er en stor art i mårfamilien. Dens krop er da også meget måragtig, dvs. lang og strømlinet med relativt korte ben. Pelsen er mørkebrun med et lysere parti på halsen. I felten kan odderen kendes på sin størrelse og det brede snudeparti.

Odderen er specielt tilpasset livet i vand. Den strømlinede krop med små ører yder kun lille modstand i vandet, og den kraftige hale hjælper til fremdriften. Odderen har desuden svømmehud mellem alle tæer. Når den dykker, kan både næsebor og ører lukkes. Pelsens dækhår er vandskyende, og den tætte underuld isolerer mod kulden. Øjne og næsebor sidder højt på hovedet, så de kan være oven vande, når dyret svømmer i overfladen.

Som hos de andre mårdyr er hannerne større end hunnerne.

Mink ligner odderen meget, og træffes også i nærheden af vand. Den er dog væsentlig mindre end odderen, har slankere hale og et spidst hoved.

Udbredelse

I midten af 1900-tallet fandtes odderen i det meste af Danmark, men gik siden voldsomt tilbage. Først da der i midten af 1990’erne blev lovgivet om stopriste i fiskeredskaber og foreslået etablering af odderpassager langs vandløbspassager under veje, begyndte odderbestanden så småt at komme på fode igen.

I dag findes odderen i det meste af Jylland, og på baggrund af ekskrementanalyser blev den i 1995 registreret igen på Vestsjælland. Bestanden er stadig i fremgang.

Globalt findes europæisk odder, som vores art tilhører, syd for Polarcirklen fra Irland over Rusland til Japan og Indonesien. Desuden findes odderen i det nordvestligste Afrika. Der findes flere andre odderarter på de fleste af Jordens kontinenter.

Levesteder

Odderen er udpræget tilknyttet vand med fisk. I Danmark drejer det sig mest om moser, søer og vandløb, men også i mindre grad kyster.

Begge køn er stærkt territoriehævdende over for dyr af samme køn. Gennemsnitlige territorier er for hunner 2-4 km² vand og 1- 3 km vandløb, hanners er betydeligt større. Begge køn har dog et noget større område, hvori de færdes.

Odderen er en eminent svømmer og jager i vandet, hvor den indhenter byttet.

Som hvileplads og yngleplads bruger odderen en hule i brinken, en rævegrav, et sted under rødder eller måske bare en plads i et buskads.

På land bevæger odderen sig som andre mårdyr ofte i hop og i øvrigt temmelig kluntet. Den kan som andre mårdyr af og til rejse sig på bagbenene for at få et bedre overblik.

Om vinteren er odderen kendt som et legesygt dyr, der laver tydelige glidebaner i sneen ned ad vandløbsbredden.

Odderen foretrækker i den grad at have fast grund under fødderne, når vandløbet løber under en bro. Odderen går derfor over broen i stedet for at svømme under. Denne uhensigtsmæssige adfærd har ført til mange trafikdræbte oddere. I de senere årtier har man etableret såkaldte odderpassager langs mange vandløb under broer, bl.a. i form af stensætninger, sandbanker eller ”fortove” af træ, og det har virkelig hjulpet odderne. I dag omkommer dog stadig 30-40 oddere i trafikken hvert år.

Utallige oddere er gennem tiden druknet i fiskeruser, hvor de har fundet et sandt tagselvbord af føde. Loven om stopriste i ruser har afhjulpet dette problem.

Biologi

De to køn mødes kun i forbindelse med parringen. Hannen deltager altså ikke yderligere i familielivet.

Hunnen bliver kønsmoden omkring 2 års alderen. Hun er i løbetid 14 dage ad gangen med 40 dages mellemrum året rundt. Parringen foregår derfor over det meste af året, og odderen kan altså have unger på alle årstider. Der er dog en vis tyngde i sommerperioden. Drægtigheden er 61 dage, og odderen har ikke, som mange af de andre mårdyr, forlænget drægtighed.

Ungerne fødes i en hule i brinken eller måske i en forladt rævegrav i et roligt område. Der er normalt 2-3 unger i kuldet. Ungerne fødes lysegrå og blinde og åbner først øjnene efter omkring 30 dage. De dier i ca. 55 dage, men er først uafhængige af moderen efter 12 måneder. Den relativt lange fravænningstid er sandsynligvis årsagen til, at hunnen kun får unger hvert andet år.

Odderen lever primært af fisk med en længde på 10-15 cm. Den er ikke kræsen. Aborrer, ål, skaller, karper, laks, ørreder, hundestejler og ålekvabber, men også mindre pattedyr, fugle, frøer, vandinsekter og krebsdyr er på menukortet.

Små fisk æder odderen liggende i vandet, mens større fisk tages med på land, hvor man ofte kan finde skæl og fiskeben og andre rester fra odderens måltid.

Tidligere mente man, at odderen kun tog ædelfisk som laks og ørreder og derfor var et slemt skadedyr. Den blev bl.a. kaldt ”ferskvandets ulv” og ”Storåens glatpelsede røver” (Dansk Jagttidende 1912).

Foto: © Naturhistorisk Museum