Kaskelot

Physeter macrocephalus       

Beskrivelse

Kaskelotten er den største tandhval og det største nulevende dyr med tænder. Det mest karakteristiske er det enorme, kantede hoved, der udgør ca. en tredjedel af kropslængden. Underkæben udgør ca. 25 % af kropslængden og bærer alle mundens 20-26 bananformede tænder. Overkæben er tandløs. Denne "verdens største næse" er fyldt med op til 5.000 l spermacetvæske, der er en flydende, voksagtig substans. Kaskelotter er i stand til at frembringe en kraftig, retningsbestemt lyd, der anvendes ved fødesøgning. Næsehullet sidder fortil mod venstre, hvilket er helt specielt i hvalverdenen. Det resulterer i, at hvalens vandstråle ud af sprøjtehullet (blåsten) rettes skråt fremad mod venstre.

Der er ingen egentlig rygfinne, kun en lav pukkel, som efterfølges af en række småpukler, der strækker sig ned til halen. Huden på den bageste del af kroppen har et rynket udseende. Farven er ensartet, lidt snavset brunlig-grå. Når kaskelotten dykker, ses dens trekantede hale tydeligt.

Udbredelse

Kaskelotterne findes i stort set alle verdenshave og forholdsvis hyppigt i havene fra polerne til ækvator. Voksne hanner trækker til de nordligste og sydligste breddegrader for at finde føde.

Levesteder

Både hanner og hunner lever overvejende fjernt fra kysten i have med dybder på mere end 1.000 m. Der er flest i områderne omkring kontinentalsoklerne. Kaskelotter kan dykke til dybder på 3 km og være neddykket i godt to timer. Hunnerne danner med deres kalve store, såkaldte "opvækstgrupper" på op til 50 individer. Sandsynligvis er hunnerne i familie med hinanden. De lever i de varme havområder i tempererede og tropiske egne, sjældent nordligere eller sydligere end 45 graders bredde. Unge, ikke kønsmodne hanner smides ud af opvækstgruppen, når de er 7-10 år, og danner "ungkarlegrupper", som vandrer over større strækninger. Det er ofte sådanne grupper, der er strandet på Rømø, når de er kommet ind i de lavvandede områder mellem England, Norge og Danmark. Man mener, at det lave vand snyder hvalerne, når de orienterer sig ved ekkolokalisering.

Kønsmodne hanner lever oftest alene og findes ofte i havene ved polerne i jagten på føde. I parringsperioden opsøger de hunnerne, der meget passende er samlet i større grupper.

Biologi

Der er stor forskel på størrelsen af hanner og hunner. Kønsmodne hanner er 30-50 % (op til halvanden gang) større og omkring tre gange så kraftige og tunge som hunnerne. Hanner når først deres endelige størrelse som 50-årige. Kaskelotter bliver sent kønsmodne, hunner i en alder af 7-13 år og hanner, når de er over 18 år, ofte først i en alder af 27 år. Hanner slås med hale og tænder om adgangen til hunnerne i parringssæsonen og har ar efter deres kampe. Parringen foregår i vinterhalvåret. Op til denne periode vokser testiklerne, og hannerne bliver mere aggressive.

En nyfødt kaskelot er ca. 4 m lang og vejer omkring en ton. Hunnerne føder en unge hvert tredje til sjette år og kan give die i 19-42 måneder. Der er eksempler på unger, der har diet, til de er 13 år. Hunnerne hjælper hinanden med at passe ungerne, og kalvene kan die hos andre hunner end deres mødre. Ved fare samler hunnerne sig i en cirkel omkring ungerne. De forsøger at afværge faren ved at vende enten hovedet eller halen mod den mulige fjende. Såvel hovedet med tænderne som slag med halen har en stor skræmmeeffekt.

Kaskelotter har den største hjerne af alle kendte dyr. Hjernen vejer op til 8 kg, hvilket dog i forhold til dyrets størrelse er mindre end hos mange delfiner.

Den enorme næse er kaskelottens kendetegn. Den bruges til at lave den kraftigste lyd i dyreverden. Ved at lade kliklyde passere flere gange frem og tilbage i næsen og sidst gennem en række linser skabes en retningsbestemt lyd på op til 230-250 decibel. Denne "lydstråle" anvendes til at søge føde med. Andre, mindre retningsbestemte lyde anvendes til kommunikation.

Føden består overvejende af blæksprutter på 3-4 kg. En voksen han skal æde ca. 1.000 om dagen for at dække energibehovet. Kaskelothanner i polområderne lever af otte- og tiarmede kæmpeblæksprutter. Ar efter blæksprutternes sugekopper på kaskelotternes kroppe og fund af blæksprutternes munddele (næb) i kaskelotmaver vidner om kontakt med disse dybhavets giganter, der kan nå en vægt på 500-600 kg.

Foto: © Gabriel Barathieu