Hvid stork
Ciconia ciconia
Beskrivelse
Storken er ikke til at tage fejl af. I flugten bemærkes vingernes meget tydelige fingre, ligesom de kraftige kontraster mellem de hvide dækfjer og de sorte svingfjer ses på lang afstand. Storken er hvid på krop, hals og hoved og har knaldrødt næb og lige så røde ben. Stående på en mark virker storken ofte overraskende lille og sårbar, men oppe på skorstenen eller i flugten kommer fuglen virkelig til sin ret. Storken er en stor fugl.
Storken forveksles i flugten ofte med fiskehejre, som dog flyver med krum hals og ”krumme” vingeslag. Hvid stork ligner umiddelbart sort stork, men denne har helt omvendt farvetegning. Desuden minder den om tranen, som dog er langt mindre kontrastrig.
Udbredelse
Hvid stork er udbredt over hele Mellem- og Sydeuropa og langt ind i Mellemøsten. De største bestande findes i det østlige Europa, hvor landbruget stadig er mere primitivt end vestpå. Danmark har altid ligget på nordvest-grænsen for udbredelsen. I vores område har storken i de seneste årtier været i dramatisk tilbagegang, men blot få kilometer syd for grænsen findes der adskillige par. De sidste danske par ynglede syd for Limfjorden og i marsken.
For 200 år siden var der 10.000 ynglepar i Danmark, i 2008 var der ingen. Enkelte par forsøger dog hvert år, så de store naturgenopretningsprojekter flere steder i landet, bl.a. i Skjern Å-dalen, holder liv i håbet om ynglende storke i Danmark.
Levesteder
Storken er afhængig af et åbent landskab med masser af mad. Traditionelt har den i Danmark været knyttet til enge og ådale, hvor der har været rigeligt med især padder, men i mange andre egne lever den især af store insekter såsom løvgræshopper.
Storken er en trækfugl, der normalt overvintrer i det sydlige Afrika. Som en tung og bredvinget fugl foretrækker storken at flyve i passiv svæveflugt, idet aktiv flugt er enormt energikrævende. Den vælger derfor ruter, som byder på masser af varme opvinde (termik) og så få passager over vand som muligt. De to største trækveje krydser hhv. Gibraltarstrædet og Sinai samt Israel. Her kan man være heldig at opleve titusinder af trækkende storke på en enkelt dag! Storke fra Østeuropa vælger ruten øst om Middelhavet, mens vesteuropæiske storke (inklusive de danske) trækker over Gibraltar.
Storken vil normalt trække til Afrika i sensommeren og vende tilbage i april/maj. Men mange storke har i dag ikke helt styr på årstiderne. Det skyldes, at man både i Sverige og Tyskland har arbejdet med kunstig opformering og udsætning af storke i naturen. Disse storke formår som oftest ikke at trække bort fra yngleområdet i rette tid og ses derfor ofte på strejf vinteren igennem. En del omkommer af sult, mens andre bliver fodret, indtil foråret kommer.
Biologi
Det er storkens yngleadfærd, der har gjort den så kendt. Reden er kæmpestor og kan gå i arv fra par til par. Reden udbygges hver sæson og kan opnå en ganske anselig størrelse. Når hannen og hunnen begge er ankommet til ynglepladsen knebrer de til stadighed ved at bøje hovedet bagover og klapre med næbbet. Hannen og hunnen deles om udrugningen af æggene, og parret holder normalt sammen år efter år.
Storken er ikke kostforagter. Den lever af alt animalsk bytte, som den kan overmande og sluge. Det kan være fisk, småpattedyr, padder og krybdyr, store insekter, regnorm, larver og meget mere.
Foto: © Naturhistorisk Museum