Grævling

Meles meles     

Beskrivelse

Grævlingen er Danmarks største landrovdyr. Den tilhører mårfamilien og er let genkendelig på sit kileformede hoved med sort/hvid længdestribet ansigtstegning og en tung, noget pæreformet krop. Pelsen virker grånistret, fordi de lyse underuldshår tydeligt ses gennem de længere, grå dækhår. Benene virker forholdsvis korte og solide.

Grævlingen er næsten sålegænger, hvilket betyder, at den ofte efterlader fodspor af hele foden. Poterne har fem tæer, hvoraf de fire nærmest står på en række og efterlader tydelige mærker af kløerne. På forpoterne er kløerne op til 3 cm lange, hvilket tit ses tydeligt i spor efter grævling.

Grævlingens vægt svinger meget i løbet af året. Sent på efteråret, hvor grævlingen har ædt sig tyk og fed, kan de største hanner undtagelsesvist opnå en kampvægt på 20 kg. Om foråret kan den efter en lang vinter på smalkost have tabt omkring en tredjedel.

Grævlingen har et særdeles kraftigt bid. I gamle dage skulle man efter sigende have koks i støvlerne, når man var på grævlingejagt, for grævlingen havde ry for at bide, indtil knoglerne knasede! Men det er nu bare en skrøne.

På trods af sit markante udseende kan grævlingen forveksles med to invasive arter, vaskebjørn og mårhund. Begge har dog en tværstribet masketegning og længere hale.

Udbredelse

Grævlingen er udbredt i størstedelen af landet. Den mangler dog på de fleste mindre og mellemstore øer, herunder Bornholm, Møn, Samsø og Læsø. Den blev i 1800-tallet genudsat på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster efter over 5.000 års fravær.

Grævlingen findes i det meste af Europa, Asien og dele af Mellemøsten, fra Irland til Japan og fra arktisk Finland til Israel, Iran og Kina.

Levesteder

Grævlingen har sit bo, grævlingegraven, i blandingsskov eller løvskov, hvor graven typisk graves ind i stejle skrænter. I de senere år er grævlingegrave også truffet i bymæssig bebyggelse. Grævlingegrave kan udgøre hele komplekser med snesevis af udgange og op til 100 meter gange. Gamle komplekser kan være flere hundrede år gamle og således gå i arv fra generation til generation.

Ud over skoven omfatter en grævlingeklans territorium typisk et småkuperet mosaiklandskab med dyrket land, marker, enge, overdrev og lysninger.

Biologi

Grævlinger er overvejende nataktive og kommer forår og efterår frem en halv til en hel time efter solnedgang, om sommeren dog tidligere. Om vinteren er aktiviteten noget lavere. I kolde, snedækkede perioder kan grævlingen sove i adskillige dage ad gangen, hvor kropstemperaturen tilmed nedsættes noget. Der er dog ikke tale om vintersøvn som hos pindsvin og flagermus.

Grævlingen lever i familieflokke (klaner) omfattende en dominant han (orne), et par hunner (søer) og de sidste par kuld unger (grise). Klanen forsvarer et territorium og markerer territoriegrænserne med ekskrementgruber og duft. Kampe mellem hanner fra forskellige klaner forekommer.

Grævlinger parrer sig primært om foråret, men det kan ske gennem hele sommeren. Grævlingen har forlænget drægtighed, dvs. at fosteret først lang tid efter parringen sætter sig fast i livmoderen. Hunnen er derved drægtig i knapt et år. Den egentlige fosterudvikling udgør dog kun ca. 2 måneder. Ungerne fødes i begyndelsen af marts.

Føden veksler over året og udgøres forår og sommer mest af dyrisk føde, især regnorme, men en bred vifte af dyr bliver spist. Grævlingen roder rundt i jorden med sin tryne efter føde (ligesom svin – deraf betegnelserne for hanner, hunner og unger). En heldig grævling kan finde 10 regnorm i minuttet!

Om efteråret er planteføde mere dominerende, især havre og majs, og desuden frugter og bær.

Foto: © Sussie Pagh