Hugorm
Vipera berus
Beskrivelse
Hugormen er en kort, plump slange sammenlignet med den slanke, elegante snog, Natrix natrix. Den længste, danske hugorm målte 81 cm. Hugormen bliver størst længst mod nord.
De fleste hugorme kan kendes på den sorte zigzagstribe ned langs ryggen. Hannerne har normalt grå bundfarve, mens hunners bundfarve er brun. Sorte hugorme kendes fra snoge på kropsformen, og snogen kendes på de gule nakkepletter, men det sker, at sorte hugorme kan have en lys, hvidlig tegning i nakken. Hugormen virker også kortere og mere plump sammenlignet med snogen. Fra stålormen, Anguis fragilis, kendes hugorm og snog på de tværstillede bugskinner, mens stålormen har små skæl over hele kroppen, også på bugen.
Hugormen skifter ham 1-3 gange om året. På den afskudte ham ses skællene tydeligt, og hvis hugormen har haft zigzagstribe, kan den også ses. I øvrigt kendes hugormens afskudte ham på, at skællet over kloakken (kønsåbningen) er udelt, mens det hos snogen er delt.
Udbredelse
Hugormen findes i det meste af Danmark, men mangler på øerne i Det sydfynske Øhav, på Samsø, Sejerø, Rømø og Als. Den er sjælden på Lolland-Falster og i det vestlige Sjælland.
Hugormen er en af de mest udbredte slanger. Den findes i det meste af Europa fra Pyrenæerne og Alperne til det nordlige Skandinavien og i et bånd fra England i vest og tværs over Rusland til Kamtjatka i øst.
Levesteder
Overvintringsstederne er hulrum i jorden på sydvendte skråninger. De bruges generation efter generation. Efter nogle få solrige dage om foråret kommer hugormene frem og soler sig omkring overvintringsstedet. Efter vinterdvalen begiver hunnerne sig til parringsområdet, der er et sydvendt område i nærheden af overvintringsstedet.
Efter parringstiden vandrer hugormene til sommerkvartererne, dog ikke de hunner, som har parret sig. De bliver i parringsområdet sommeren igennem. Sommerkvarteret skal indeholde buske, så hugormene kan søge skjul og søge i skygge, hvis de bliver for varme. Det skal naturligvis også indeholde en passende bestand af byttedyr. De enkelte individer vender tilbage til det samme overvintringssted, parringsområde og sommerkvarter år efter år. Hugormen foretrækker især næringsfattige områder som klitter, heder, plantager og moser. Arten kan lokalt være ganske talrig.
Biologi
Hannerne kommer frem i begyndelsen af marts, og hunnerne omkring en måned senere. Parringstiden ligger i april-maj og varer en måneds tid.
Når hannerne kommer frem om foråret, solbader de en tid for at modne sædcellerne. Derefter skifter de hud (ham) og bliver meget klarere i farverne. Samtidig kommer hunnerne frem og vandrer til parringsstederne. De afsætter duftspor, som følges af hannerne. I parringsområdet kan der på samme tid befinde sig mange hugorme. Hannerne kan undertiden slås om hunnerne. Først derefter begynder hannerne at tage føde til sig, mens hunnerne æder, inden de bliver drægtige. Ægløsningen sker omkring 1. juni, og fødslerne fra begyndelsen af august.
Hanner, som ikke har fået tilstrækkelig med føde inden dvalen, og hunner, som har født unger det foregående år, opgiver oftest at yngle og vandrer i stedet direkte til sommeropholdsstedet.
Hugormene begynder vandringen til dvalestedet i september-oktober og går i dvale omkring 1. november.
Når hugormen fanger mus, kan det ske enten ved, at en mus tilfældigvis kommer i nærheden af hugormen, eller at hugormen opdager et duftspor fra en mus og følger det. Hugormen bider musen med et hurtigt hug og sprøjter gift ind. Musen løber, men dør som regel i løbet af et par minutter. Hugormen har fulgt dens spor og sluger den nu med hovedet først. Frøer og firben er immune over for hugormegift. De holdes fast med tænderne og sluges levende. Hugormen kan også tage fugleunger og kravler undertiden op i træer og buske og tømmer fuglereder. Små hugormeunger æder især firben, små frøer og unger af stålorm. Større unger går efterhånden over til mindre pattedyr som museunger og spidsmus. De voksne lever især af mus. På en sommer æder en voksen hugorm, hvad der svarer til omkring 25 mus.
Foto: © Naturhistorisk Museum