Duehøg

Accipiter gentilis                        

Beskrivelse

Hos duehøg er hannen på størrelse med en gråkrage eller en meget stor spurvehøg-hun, mens hunnen næsten er oppe at matche musvågen i vingefang. Duehøgen har et meget kraftigt hovedparti. Halsen virker længere end spurvehøgens, og næbbet er væsentligt kraftigere. Halen er bred med tydeligt afrundede hjørner.

I parringsflugt lægger man altid mærke til de hvide underhaledækfjer, som ofte er pustet godt op. Flugten er tungere og mere kraftfuld end spurvehøgens.

Gamle fugle har grå ryg, mens bugen er hvidlig med grålig tværstribning. Endvidere har de en tydelig lys øjenbrynsstribe i det grålige hoved.

Udbredelse

Duehøgen er en sjælden ynglefugl i Danmark, men til gengæld har den en enorm udbredelse i resten af verden, idet den findes hele vejen rundt om Arktis.

Som udgangspunkt er duehøgen standfugl og bliver i territoriet året rundt. Allerede midt på vinteren kan man derfor se ynglefuglene i parringsflugt over det kommende års redested. Nogle få hundrede skandinaviske fugle tilbringer vinteren på vore breddegrader. Efterårstrækket kulminerer sidst i oktober, mens forårstrækket normalt finder sted i sidste halvdel af marts.

Levesteder

Duehøgen kræver store territorier. Den er bygget til overraskelsesangreb inde i skoven, og man finder derfor de fleste duehøge i større skovområder, hvor der er godt med byttefugle. Som generalist-rovdyr kan duehøgen kun lokalt og midlertidigt begrænse bestandene af andre fuglearter, idet den altid vil skifte til en ny bytteart, hvis den foretrukne er blevet for sjælden.

Biologi

Duehøgen er ikke en fugl, man bare sådan lige ser. Den er nemlig sky og ganske sjælden, og med mindre man holder høns eller har et dueslag, holder den sig normalt langt fra menneskets bolig. Men ude i de store skove kan man se den, især i det tidlige forår, hvor fuglene oftest ses i parringsflugt.

Der er stor størrelsesforskel mellem kønnene hos duehøg, hvilket er smart, fordi han og hun dermed kan deles om føden inden for territoriet. Hannen tager bytte op til ringduestørrelse, mens hunnen binder an med så store fugle som grågæs. Selv musvåger og røde glenter kan risikere at komme på menukortet! Typisk tager duehøgen dog kragefugle, duer og – hvis de er til stede – fasaner. Lokalt kan mindre pattedyr som egern og hare have en betydning, og selv en art som skovmåren kan blive begrænset af et par duehøge.

Duehøgen yngler normalt først som 2-3 årig. I mange tilfælde etablerer fuglene par for livet. I modsætning til spurvehøgen, der foretrækker nåletræer, anlægger duehøgen ofte sin kæmpestore rede højt til vejrs i gamle løvtræer. Selv om duehøgen gerne bygger en ny rede hvert år, kan den gamle rede sagtens blive taget i brug igen. Ofte udbygges den hvert år, og derfor kan man nogle gange se ganske enorme duehøgereder i de bedste territorier. Det er især hunnen, der udruger ungerne, men hannen hjælper gerne til, når hunnen skal på storvildtjagt.

Duehøgen er totalfredet og må hverken bekæmpes eller jages. Alligevel bliver den begge dele, fordi den lokalt kan tære hårdt på bestanden af fasaner eller andet såkaldt nyttevildt.

Foto: © Thermos, wikimedia commons