Wilding? – vores forhistoriske megafauna længe før rewilding
Kom og bliv klogere på Djurslands forhistoriske dyreverden, når Jydsk Naturhistorisk Forening inviterer til foredrag på Naturhistorisk Museum!
18:30-20:30 d. 10. december 2025
Nogle få dusin Exmoor-ponyer og lavbenede Galloway-kvæg i helårsgræsning har sammen med beslægtede rewilding-projekter givet stort drama på Mols og i hele Danmark. Men mammut, moskusokse, rensdyr, vildhest, elg, bison, ulv, urokse, krondyr var her ”lige i din baghave lige i forgårs”. Det viser, Nationalpark Mols Bjerges udrednings-, forsknings- og borgerprojekt Djurslands forhistoriske dyreverden.
Projektet kørte i 2020-23 og var motiveret af ønsket om at give et større perspektiv på rewilding-projekter i Danmark. Samtidig skulle det give ny og konkret viden og dokumentation om den forhistoriske pattedyrfauna i og omkring nationalparken, der også er oprettet for at øge kendskab og formidling af istiderne og områdets eksemplariske landskabsdannelse. Men glacialgeologi er for mange lidt dødt – tanken var også at befolke de døde istidslandskaber med levende dyr.
Foredraget er rigt på fotos og fortæller om projektets baggrund, metode og overraskende resultater.
Aftenens foredragsholder er Jens Reddersen, seniorkonsulent i biodiversitet & geologi i Nationalpark Mols Bjerge 2014-2025. Tidligere naturvejleder på Mols og forsker på Danmarks Miljøundersøgelser og Århus Universitet.
BEMÆRK: Billetter til dette arrangement er gratis og skal bookes. Ønsker du at se museet, kan en entrébillet tilkøbes ved ankomsten.
