Orange vægmejer
Opilio canestrinii
Beskrivelse
Som voksen lever orange vægmejer virkelig op til sit navn, idet den normalt er tydeligt orange. Specielt siden af kroppen og hofterne er orange. Kroppen er op til 8 mm lang, og benlængden kan være næsten 5 cm. Benene er sorte. Øjenhøjen mellem øjnene er hvid.
Hunnen er gennemgående kraftigere i kropsbygning end de mere aerodynamiske hanner. Unge individer, som ses i højsommeren, mangler helt den orange farve og er spraglede i gråt, sort og hvidt. Rygfarven hos de voksne kan variere noget. Nogle individer har en ganske lys stribe ned ad ryggen, mens andre er lidt mørkere.
Orange vægmejer kan forveksles med rød langbensmejer. Den hvide farve mellem øjnene er dog et sikkert kendetegn. Rød langbensmejer har sorte øjne.
Udbredelse
Arten findes talrigt overalt i Danmark og Europa.
Levesteder
Orange vægmejer findes overalt på mure og vægge, såvel i byen som på landet. Den har i de seneste år spredt sig til naturlige habitater såsom enge og skov, og mange steder i felten er den i dag meget talrig.
Biologi
Først i 1986 blev orange vægmejer konstateret som dansk art efter en ekspansion, der i løbet af et halvt århundrede bragte den fra det sydlige Europa til Nordeuropa. Orange vægmejer har i den grad fortrængt flere af vores hjemlige arter. Ekspansionen er gået hårdt ud over vore mest almindelige arter, broget langbensmejer og plettet vægmejer. Således er disse arter nu formentlig på vej til at uddø.
Ingen ved, hvorfor orange vægmejer pludselig trives så godt på vore breddegrader. Den er ganske kuldetolerant og har måske en længere aktivitetsperiode end vore oprindelige arter? Æglægningen finder således sted i løs jord til langt ind i december, og de nye mejere kommer frem i maj-juni.
Arten lever af alt, hvad den kan finde, lige fra leverpostejrester til små fluer og diverse små ådsler. Mejere jager især om natten, og orange vægmejer benytter sine enormt lange ben, især det 2. benpar, til at lokalisere byttet og derefter luske det hen mod munden. Mejere har hverken gift eller silke, og derfor må de nøjes med at fange ting, de kan støve op og overmande.
Foto © Naturhistorisk Museum