Grå bænkebider

Porcellio scaber

Beskrivelse

Bænkebidere er krebsdyr ligesom fx krabber og hummere. Nogle havlevende krebsdyr er trængt op i ferske vandløb, fx vandbænkebidere og ferskvandstanglopper. Bænkebiderne, der tilhører gruppen af ensbenede krebsdyr (Isopoda), er fortsat op på land. De landlevende bænkebidere har måttet udvikle en slags lunger med en meget stor overflade på de stærkt omdannede forreste halebenspar, som ser hvidlige ud på grund af de luftfyldte "lunger". Da de landlevende bænkebidere på grund af deres vandlevende fortid er meget dårligt beskyttet mod udtørring, findes de kun, hvor der er meget fugtigt. 

Bænkebidere kendes umiddelbart på deres flade kropsform og på, at kroppen er opdelt i tre klart adskilte dele med et hoved, en leddelt krop og en hale med såkaldte uropoder, der stikker bagud. Kropssiderne dækker det øverste af benene. Antennerne er "vinkel-knækket" flere gange. Bænkebidere kaldes isopoder (= "ens fødder"), fordi benene ser meget ens ud. Slægten Porcellio, som den grå bænkebider tilhører, kendes på, at der på hovedet er tre fremadrettede udvækster. Den grå bænkebider kan kendes på, at kroppen er oversået med små udvækster. Bænkebidere er aktive om natten. I fangenskab kan de blive over 5 år gamle. 

Udbredelse 

Grå bænkebider er udbredt over hele landet, især i fugtige skove. 

Levesteder 

Grå bænkebider er mest knyttet til løvskove og forekommer især rigeligt under fugtigbunds-træarter som aske- og elletræer, hvor der er en særlig høj luftfugtighed og henfaldende organisk materiale som blade. Arten forekommer også andre steder med lignende fugtighedsforhold, fx i kompostdynger i haver, under løs bark, halvrådne grene, stammer m.v. Om sommeren kravler bænkebiderne ofte op i toppen af træer, hvor de rette fugtighedsforhold findes, og hvor der findes føde, bl.a. pulveralger. Også i drivhuse finder man grå bænkebider. De kan undtagelsesvis forgribe sig på kimplanter. På egnede steder kan der være flere hundrede bænkebidere pr. kvadratmeter. 

Biologi 

Bænkebidere hører til nedbryderorganismerne i naturen. De er meget vigtige, fordi de med deres kraftige kæber er med til at nedbryde vegetabilsk materiale som døde blade, grene m.m., der ellers ville hobe sig op i naturen. De spiser imidlertid også andet organisk materiale som ådsler og er på den måde også med til at rydde op. Bænkebidere søger væk fra lys og ender derfor altid på skyggefulde steder. De reagerer endvidere på tør luft ved at øge bevægelseshastigheden betydeligt. På den måde vil de hurtigt kunne bevæge sig til mere fugtige omgivelser. Endvidere synes de at sænke farten, når de får kontakt med fugtig bund, og hvis de mærker lugten af artsfæller. Derfor har bænkebidere af samme art en stærk tendens til at klumpe sig sammen. Sammenklumpningen er med til at nedsætte fordampningen fra kropsoverfladen hos den enkelte bænkebider. Bænkebidere kan drikke vand. Desuden har forskellige arter særlige tilpasninger til at kunne optage vand fra omgivelserne. Kirtler, der udmunder på kroppens overflade, kan afsondre et frastødende sekret, der holder fjender som biller og edderkopper borte. Bænkebidere er også aktive om vinteren. Bliver det for koldt, søger de længere ned i bladlaget og graver sig endog langt ned i jorden i stærk frost. 

Ligesom vandlevende krebsdyr bærer bænkebiderne deres ægklumper rundt i en rugepose mellem de stærkt omdannede ben på kroppen, indtil æggene klækker efter 1-2 måneder. Ungerne kan forblive i rugeposen den første tid.

Foto © Naturhistorisk Museum