Blåmusling

Mytilus edulis

Beskrivelse

Blåmuslingen har karakteristiske sort-blå-violette, glatte, ovale skaller med en bukkel i forenden. Ved den bageste del af muslingens fod findes en kirtel, der danner såkaldte byssustråde, som muslingen hæfter sig fast med til sten og andre genstande.

Udbredelse

Blåmuslingen er udbredt i alle danske farvande. Den findes i både salt- og brakvand, helt ind i Østersøen og i fjordene.

Levesteder

Blåmuslinger findes i klynger på havbunden, men de sidder også på pæle, sten og høfder. De kan samle sig i banker med op til 12.000 individer på en kvadratmeter. Blåmuslinger ånder ved gæller. De fleste lever, hvor vandet er iltrigt, fx i tidevandszonen. Det er derfor nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen.

Biologi

Blåmuslingen er særkønnet og gyder i forårsmånederne æg og sæd frit i vandet. Æggene udvikles til fritsvømmende larver. Efter at have drevet rundt en tid, slår larverne sig ned, helst på trådede genstande som reb eller trådalger. Med de enorme mængder af yngel er blåmuslingen en oplagt kandidat til dyrkning. I intensive havbrug udsættes blåmuslingens yngel på riskoste eller nylonsnore, og fjender som fx søstjerner fjernes. Blåmuslinger filtrerer store mængder vand og lever af de mikroskopiske organismer i vandet, mens de lader større smudspartikler passere ud igen. Hvis blåmuslingerne har levet af giftige furealger eller i forurenet vand, kan de blive giftige. Derfor er det sikrest at spise muslinger fra kontrollerede havbrug. I øvrigt kan mennesker udvikle allergi mod muslinger og andre skaldyr. Danske blåmuslinger har særligt kraftige lukkemuskler sammenlignet med fx engelske blåmuslinger. De er derfor bedre beskyttet mod søstjerneangreb og mod udtørring ved lavvande. De holder sig derfor også bedre, når de fiskes til menneskeføde. 

Foto: © Philippe Provencal