Klokkefrø

Bombina bombina                   

Beskrivelse

Klokkefrøen kan blive omkring 5 cm. Den ligner en lille tudse med sin plumpe bygning, vortede hud og korte bagben. Ryggen er grå med sorte og mørkegrønne pletter, mens bugen er blåsort med iøjnefaldende, orangerøde pletter. Pupillen, der er dråbeformet eller trekantet, er også et godt kendetegn. Klokkefrøen kan udskille en giftig slim gennem huden.

Hannens kvækken er umiskendelig. Den minder om lyden af fjerne kirkeklokker eller om den lyd, der fremkommer, når man puster hen over åbningen på en tom flaske. Under gode forhold kan lyden høres flere kilometer væk.

Udbredelse

Meget fåtallig. Findes lokalt i 8-9 bestande: 3 i Det Sydfynske Øhav, 1 på Fyn, 3 på øer ved Sjælland og 1 eller 2 bestande på Sjælland.

I slutningen af 1800-tallet var klokkefrøen almindelig mange steder i det sydlige Danmark. Siden har man ved oprensning af vandhuller, ved gravning af nye huller og ved udsætning forsøgt at vende den negative udvikling. I 1990 var den danske bestand nede på omkring 1.000 dyr. I dag regner man med, at bestanden er fordoblet.

Den rødbugede klokkefrø, som den danske art tilhører, er en lavlandsart, der er udbredt i Østeuropa. Grænsen for udbredelsen går fra Bulgarien over Wien til Lübeck og op over Sydøstdanmark til Ural.

Levesteder

Når klokkefrøerne har forladt dvalestederne, der findes på land i diger eller jordhuller, vandrer de til lavvandede vandhuller eller oversvømmelser, som er varmet op af solen. Senere fortsætter de til de egentlige ynglesteder, som helst skal være totalt soleksponerede og have lavvandede partier, som nemt varmes op af solen. De foretrækker vandhuller med mange planter. Hvis vandhullerne gror til, forhindrer de solen i at varme vandet op. Derfor er oprensning af vandhullerne en af metoderne til at ophjælpe bestanden.

De voksne frøer lever det meste af deres tid i vandet, hvor de ligger i overfladen og slikker solskin. Voksne frøer går på land i august-september, mens de nye frøer først går på land fra begyndelsen af september. Vinterdvalen begynder i oktober og tilbringes på beskyttede steder i stengærder og levende hegn.

Biologi

Klokkefrøerne forlader dvalestedet i april, men begynder først at yngle, når vandet er ca. 20° C, dvs. ikke før slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

Æggene lægges i løse klumper, der holdes sammen af en tynd slim. De hæftes på vandplanter. Der kan være op mod 130 æg i en klump. Gamle hunner kan lægge op til 700 æg i alt. Æggene klækker i løbet af ca. 4 dage. De nyklækkede larver er 6-7 mm og vokser i løbet af 5 dage til en længde på en centimeter.

Udviklingen til frøer kan tage fra 60 til 90 dage afhængigt af temperaturen.

Nyforvandlede frøer lever især af springhaler, myg og fluer på mudderet i vandkanten. De voksne opholder sig en stor del af tiden i vandet og finder deres bytte der. Det kan være myggelarver og -pupper, vandkalvelarver m.v.

Foto: © AQUA