Tårnfalk

Falco tinnunculus  

Beskrivelse

Tårnfalken er rødbrun på ryggen og lys og spættet på bugen, halen og vingernes underside. I flugten ses sorte vingespidser på vingernes overside og et sort bånd på halen. Hannen er blågrå på hovedet og halens overside. Den kan normalt kendes på de spidse vinger og den lange hale. Tårnfalken er en af vore mindste rovfugle. Tårnfalken "muser" ofte over åbne steder, dvs. at den står stille i luften, mens den slår hurtigt med vingerne og spreder halen som en vifte.

Udbredelse

Tårnfalken er almindelig i hele landet, og den er vidt udbredt i Europa, Asien og Afrika. Der er tilsyneladende en vis tilbagegang i det sydlige Europa, men i Danmark er bestanden i fremgang, hvilket ser ud til i høj grad at hænge sammen med massiv opsætning af redekasser.

Levesteder

Tårnfalken yngler på utilgængelige steder, som høje træer, højt placerede rovfuglekasser, høje bygninger eller i tårne.

Tårnfalken bygger ikke selv rede. Til gengæld overtager den tit andre rovfugles gamle reder, fx benyttes gamle kragereder ofte. Gamle rovfuglereder er dog åbne og derfor ikke så beskyttede ynglesteder som redekasser og kirketårne. Tårnfalkene er ganske trofast mod sit redested, så efter få år består indersiden af redens bund af et tykt lag gylp.

Biologi

Tårnfalkens føde er primært mus, men den tager også mindre fugle og insekter. Tårnfalken jager i det åbne land, hvor den muser mellem 8 og 40 meter over jorden, mens den holder udkig efter bytte. Langs motorvejen jager tårnfalken i vejkanter og midterrabat. Tårnfalken kan se ultraviolet lys (UV-lys), hvilket vi mennesker ikke kan. Muse-urin udsender netop UV-lys. De steder tårnfalken muser, er ofte lige over musenes foretrukne stier, og da mus markerer området ved at tisse, vil sandsynligheden for gevinst være størst, hvor UV-lyset er kraftigst. Om vinteren lever tårnfalken også af mus. Men den skifter til en jagtteknik, hvor den sidder stille på en pæl eller i et træ, mens den spejder efter bytte. Metoden er mindre effektiv end at muse, men falken bruger langt mindre energi på denne måde og får dermed lettere ved at klare sig gennem vinteren. Tårnfalken får flere unger end andre af vore rovfugle, fordi dødeligheden blandt tårnfalkene er forholdsvis høj. Den mængde føde, hunnen får i perioden op til æglægningen, er helt afgørende for, hvor mange æg hun lægger. På den måde bliver bestanden hele tiden tilpasset mængden af tilgængelig føde, og parret undgår at bruge energi på æg og unger, der ikke er føde nok til at få på vingerne. Antallet af tårnfalkeunger svinger derfor med antallet af mus, og dermed reelt også med frøsætningen hos bøg og eg (oldenår). Tårnfalken er eksempel på en dyreart, der med succes har tilpasset sig og draget nytte af menneskenes indgreb i naturen. 

Foto: © Edal Anton Lefterov