Husskade

Pica pica            

Beskrivelse

Husskaden kendes nemt på den karakteristiske, kontrastrige, sort-hvide fjerdragt og den lange hale. De sorte fjer har metalglans, hvilket har givet fuglen tilnavnet “Nordens paradisfugl”. De fleste kender også dens hæse skratten, der kan blive ganske kraftig, når flere skader er sammen.

Udbredelse

Husskaden er vidt udbredt i Europa og det meste af Asien. Den findes dog ikke i Island og i de højtliggende dele af de Skandinavien og Alperne. Husskaden findes desuden i dele af Nordamerika og Nordvestafrika.

Den yngler i hele Danmark med undtagelse af visse øer langt fra land. Dens udbredelse er størst i byerne og mindst i den sydligste del af landet.

Levesteder

Husskaden er knyttet til det åbne land, men træffes også i mere bevoksede områder som skovbryn, parker og villahaver. Under alle omstændigheder kræver den høje træer, hvor den kan placere sin store, ofte overdækkede rede. Føden søges især på jorden.

Husskaden er ikke nogen god flyver. Den undgår helst at flyve længere strækninger over vand og mangler derfor på visse fjerntliggende øer. Først for nylig er den fx indvandret til Ærø, mens den efter at have været på Rømø i 1970'erne var forsvundet igen i 1990'erne. Det siges, at den kun træffes på Saltholm Nytårsdag, fordi den er blevet skræmt derover af nytårsfyrværkeriet i København.

Biologi

Ganske mange mennesker hader husskaden, fordi den plyndrer fuglereder – især solsortereder – for æg og unger. Imidlertid er der ingen tegn på, at husskadens rov har nogen målelig effekt på antallet af ynglende småfugle. Siden midten af 1970'erne er husskadebestanden på det nærmeste fordoblet. Samtidig er bestanden af solsorte vokset med 50 %, hvilket betyder, at solsorten sandsynligvis er Danmarks almindeligste ynglefugl.

Undersøgelser har vist, at der ofte er flere småfugle med åbne reder i områder med mange husskader, simpelthen fordi disse levesteder er gode for fugle. Æg og fugleunger udgør kun en meget lille del af husskadens føde, som især består af insekter, snegle, orme og ådsler. Husskaden gør utvivlsomt gavn ved ligesom stæren at tage ganske mange stankelbenslarver, som gør skade ved at gnave i rødderne af plænegræsset.

Tidligere var der en intensiv jagt på husskader. I 1967 blev der fx skudt 222.000 husskader. I de senere år er interessen for at jage husskader åbenbart dalet betydeligt. I 2000-2007 lå det årlige jagtudbytte på mellem 25.000 og 40.000. Årsagen er muligvis, at man har fået øjnene op for, at husskaderne ikke er så skadelige, som de har haft ry for. Skaderne går ikke, som mange har hævdet, systematisk på jagt efter fuglereder. Husskaderne har ligefrem opdaget, at de er mere i fred i bymæssig bebyggelse. I det centrale København er bestanden således syvdoblet i de seneste 30 år.

Husskadens store rede bygges i marts-april af kraftige grene. En skaderede kan veje over 20 kg. Nogle skadereder består kun af en lerklinet skål. Andre er forsynet med et tag. Overbygningen sker især i områder, hvor rederne er truet af plyndring. En overbygget rede er forsynet med en eller to indgange.

Begge mager deltager i redebygningen. Hannen kommer med grene og kviste, som hunnen bygger ind i reden. Undersøgelser har vist, at hunnen vurderer magens kvalitet på hans deltagelse i redebyggeriet. En hun med en hjælpsom han lægger flere æg end en hun med en mere doven han.

Husskadernes værste fjender er andre kragefugle, inklusive deres egne artsfæller. Rederne plyndres af krager, men også af husskader. Desuden er de altædende kragefugle konkurrenter til føden. Her står husskaden svagt, fordi den er mindre. Det er en af grundene til, at husskader ofte har bygget rede og søgt føde nær menneskeboliger, hvor de andre kragefugle har været for sky til at komme. Den situation er ved at ændre sig, fordi også råger og krager er begyndt at vandre ind i byerne, hvor de ligesom skaderne bliver mindre sky, når de opdager, at de ikke bliver forfulgt.

I yngleperioden ser man ofte skadeparret søge føde tæt op ad hinanden. Hannen holder godt øje med hunnen og følger hende tæt. Det skyldes, at skadehanner ofte ser deres snit til at parre sig med en hun, der ikke er under opsyn.

En særpræget adfærd hos husskader er de såkaldte skadebryllupper eller ”skadeting”, hvor en hel flok husskader sidder i samme træ, tydeligvis ophidsede med vippende haler og megen skratten. Årsagen er, at en af magerne i et godt territorium er forsvundet. Andre husskader kæmper derfor om at overtage dette territorium. Territorierne varierer nemlig stærkt i kvalitet. Faktisk sker det undertiden, at en husskade forlader sin mage i et dårligt territorium, hvis den får lejlighed til at overtage en ledig plads i et bedre territorium. 

Foto: © Naturhistorisk Museum