Ål

Anguilla anguilla                       

Beskrivelse

Ålelarverne er 65 mm lange og gennemsigtige, når de ankommer til de europæiske kyster, og kaldes populært for glasål. Når de har fundet deres levested, ændrer de udseende og bliver lange, tynde og åleformede med lys bug og mørk ryg. Udseendet kan variere meget efter levested, forurageringstype og kønsmodning.

Udbredelse

Ålen kan findes overalt i fersk-, brak- og saltvand. I dag er bestanden gået meget tilbage. De fleste ål i Danmark er udsat.

Levesteder

Ålen lever næsten udelukkende som bundfisk og er typisk nataktiv. Den kan vandre over land for at nå havet. Nogle ål bliver i salt- eller brakvand, mens resten trækker op i vandløbene og derfra til søer og moser. Der er stor overvægt af hunner i ferskvand og af hanner i saltvand.

Biologi

Ålen er næsten altædende. Ål, der æder smådyr, udvikler små, spidse hoveder. De kaldes for gulål eller spidssnudede ål. Ål, der overvejende lever af fisk, får brede, flade hoveder, og kaldes bredsnudede ål eller blot bredpander. Ålen er mest aktiv ved høje temperaturer om natten. Vinteren tilbringes nedgravet i bunden. Ålen skifter udseende, når den bliver kønsmoden. Øjnene vokser, hovedet bliver spidst, og bugen bliver sølvskinnende. Ålene kaldes nu populært for blankål. Så begynder vandringen til Sargassohavet. På denne vandring, der foregår om natten, kan ålen om nødvendigt vandre over land. Den er sejlivet og kan klare transport i lang tid. Ålen er en fremragende spisefisk, og der er et stort fiskeri efter den. Bestanden er gået meget tilbage i de senere år, formodentlig på grund af svømmeblæreormen, der er en indslæbt parasit fra japansk ål.

Ålen antages at gyde i Sargassohavet sammen med amerikansk ål. Det er i hvert fald her, man har fundet de mindste larver. Den danske åleforsker Johannes Schmidt udførte i forrige århundrede et pionerarbejde for at udrede ålens gydeforhold.

Åleblod er giftigt i rå tilstand. En dosis på 0,2 ml pr. kg kropsvægt er nok til at dræbe en hund, hvis det sprøjtes ind i en blodåre. Åleblodet indeholder en gift, ichthyotoxin, som er i familie med slangegift. Man skal derfor passe på, når man slagter ål. Der er eksempler på, at folk, som har skåret sig i en finger og fået åleblod i såret, har fået en ubehagelig forgiftning. Åleblod virker desuden ætsende på slimhinder. Man skal derfor altid vende bugen på ålen væk fra ansigtet, når den skæres op, så der ikke sprøjter blod op i øjnene. Hvis man er uheldig, skal der straks skylles med rigeligt vand. Man bliver ikke forgiftet af at spise ål, heller ikke hvis man har mavesår. Næsten alt blodet forsvinder ved rensningen af ålen, og giften i det blod, der er tilbage i kroppen, bliver uskadeliggjort ved kogning, stegning eller røgning. 

Foto: © Philippe Provencal