Havtobis

Ammodytes marinus

Beskrivelse

Alle tobiser er lange, meget slanke fisk med et meget spidst hoved. Underkæben er meget længere end overkæben. Halen er kløftet, og rygfinnen er lang. Havtobisen kendes nemmest fra de andre tobiser på, at den typisk har 65-75 ryghvirvler. Munden kan lukkes højt op og skydes fremad.

Udbredelse

Havtobisen er udbredt fra Murmansk og Barentshavet til Irland. Der er også bestande ved Grønland, Island og Færøerne. I Danmark findes den i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

Levesteder

Havtobisen lever på sandbund, hvor den har mulighed for at grave sig ned, gerne på dybder fra 10 til 150 meter. Den er meget kræsen med hensyn til vandbevægelse og sandets kornstørrelse. For eksempel vil den ikke grave sig ned, hvis der er mere end 10 % helt finkornet materiale i bunden, og der skal være en god vandstrøm henover sandbunden. Disse krav skyldes, at vandet mellem sandkornene skal være godt iltet. Ellers vil den nedgravede fisk blive kvalt.

Biologi

Æggene, der er runde og klæbrige, lægges i sand. Som små lever tobiserne af zooplankton. Senere lever de af smådyr og småfisk. De kan være ret grådige og tage relativt store fødeemner. Havtobisen er dagaktiv og vil ofte grave sig ned for natten og altid i den mørkeste vintertid. Hvis de har haft mulighed for at æde sig fede tidligt, kan de grave sig ned inden vinteren. Havtobiser lever i store flokke.

Havtobisens adfærd med at være nedgravet store dele af livet er ret enestående, men den er formentlig forklaringen på, at arten kan opretholde så stor en bestand. Ved kun at være fremme, når der er meget føde, er havtobisen heller ikke voldsomt udsat for rovdyr. Under gydningen er havtobiserne kun fremme kortest muligt og graver sig derefter ned i sandet igen.

Foto: © Naturhistorisk Museum