Lars Bøgh
Fuglehaven året rundt!
Havens vilde fugle er utroligt populære. Vi bruger enorme beløb på frø og foderkugler om vinteren, og både redekasser og foderautomater er nu rykket ind i designernes verden. Men hvilke fugle kan man lokke til haven, hvad skal der til, og hvordan kender vi dem?
Alle kender solsorten, men de færreste ved, at det er en sky skovfugl. Skovfuglene er gennem de seneste 100 år rykket ind i parcelhushaverne, hvor nye levesteder er opstået. Med udgangspunkt i Lars Bøghs egen have møder vi havens fugle gennem kikkerten. Med knap 100 forskellige arter observeret fra matriklen byder foredraget på alt fra mejser til storke og havørne.
Men den fuglevenlige have er ikke kun for fugle. Den er også levested for masser af andre spændende skabninger, og dem runder vi naturligvis også. Foredraget følger fugleåret og krydres med små, personlige oplevelser fra et liv med fugle i fokus.
Foredraget er en rejse i billede og lyd med fugle og frøer, sommerfugle og sandspringere fra havens grønne verden.
Efter foredraget har man fået en bunke tips og tricks til en have rigere på natur – og måske er man også et par fuglestemmer klogere.