Kom med på nattesafari
D. 18. juli inviterer Naturhistorisk Museum Aarhus til en ganske særlig aften og nat, lige midt i Universitetsparken. Det er helt gratis og alle er velkomne!
Kom og vær med, når en stor, eksotisk dyreflok indtager Universitetsparken – og oplev et sjældent syn midt i byen.
THE HERDS, et internationalt kunstprojekt, gæster Naturhistorisk Museum på deres 20.000 km lange rejse gennem 11 lande. Med deres store håndbyggede dyreflok – lavet af genbrugsmaterialer som metal og pap – skaber de et sanseligt møde mellem mennesket og den natur, vi sammen er en vigtig del af.
De startede deres lange rejse i Kinshasa i Congo, og nu bevæger de sig langsomt mod Aarhus, hvor de gæster både Dokk1 og Naturhistorisk Museum d. 18. juli.
Gratis aktiviteter for alle
Vi åbner parken med plads til 200 overnattende teltgæster og laver fri entré til museet hele dagen! Der vil være aktiviteter i børnehøjde, en stor lydinstallation og lommelygtesafari på museet efter lukketid.
Når sulten melder sig, kan der købes aftensmad ved to foodtrucks, som vil være at finde uden for museumshaven.
Alle er velkomne – uanset om man har lyst til at overnatte i telt eller bare kigge forbi. Derudover er man også velkommen til at gæste Dokk1 tidligere på dagen.
Dyrene er på Dokk1 kl. 14.00 og på Naturhistorisk Museum fra kl. 18.00.
Yderligere aktiviteter kræver ingen tilmelding. Husk selv at medbringe telt – booking af teltplads inkluderer kun de reserverede kvadratmeter i Uniparken.
Husk, dyrene er som på den virkelige savanne – det er ikke til at forudse, hvad de finder på, eller hvornår de dukker op. Kommer de på besøg nær teltene, eller tør de drikke af vandhullet?
Kom forbi og bliv overrasket, og nyd en autentisk og unik oplevelse med familien, når vi for én nat forvandler parken til en savanne midt i byen.
Vi glæder os til at dele denne unikke oplevelse sammen med jer.