BEETLES! Finissage og BILLE-croquis
Kom til fredags-finissage med gratis drinks, croquis og kreative aktiviteter, når vi runder udstillingen ‘BEETLES! – Besat af en samling’ af.
Fredag d. 26 september kl. 17-19 (fri entré til museet fra kl. 16)
Til den kreative, den nysgerrige, den tørstige … og dig et sted midt imellem. Alle er velkomne, når vi sammen med Birgit Bjerre sætter et festligt punktum for udstillingen.
DET SKER:
Fri entré til hele museet fra kl. 16.
Fra kl. 17: gratis velkomstdrinks og loungestemning i museumscaféen.
Tegneværksted med kæmpebiller – vi liner en stor samling biller op, som du frit kan lade dig inspirere af.
Sæt dit personlige præg på aftenens store fællestegninger – Birgit Bjerre tager det første penselsstrøg og sammen med publikum påbegyndes tre tegninger, der efterfølgende udstilles i museumscaféen.
Det er således også sidste chance, for at opleve BEETLES!-udstillingen.
Kom lige når det passer dig – og bliv så længe, du har lyst!
Om udstillingen:
‘BEETLES! – Besat af en samling’ hylder samleren, forskeren og deres fællesnævner: Fordybelse! Billedkunstner Birgit Bjerre har selv fordybet sig i Naturhistorisk Museums dybe magasiner og spændende arkiver af præparerede dyr, notesbøger og fotografier. Fascineret af mængderne og forskernes detaljer samt systematik og vedholdenhed sætter hun deres arbejde i nyt lys.
I ’BEETLES! Besat af en samling’ mødes kunst og videnskab, når Birgit Bjerres værker går i kunstnerisk dialog med museets samlinger og kaster nyt lys over naturens små væsner, der ofte bliver overset.
Særudstillingen er en del af museets udstillingsprogram ART & SCIENCE – en serie, der udforsker nye måder at formidle naturvidenskab gennem kunsten.