Europæisk bæver

Castor fiber      

Beskrivelse

Bæveren er vores største gnaver. Det meste af kroppen er dækket af en gråbrun pels bortset fra halen, der er næsten helt nøgen.

Bæveren er i dén grad tilpasset et liv i vand: Kroppen er strømlinet, benene korte, og den har svømmehud mellem tæerne. En tæt uldhårvækst holder vandet væk fra kroppen. Øjne, næsebor og ører sidder højt på hovedet, så dyret kan ligge i vandet uden at blive opdaget.

Bæveren kan optage 75 % af luftens ilt i lungerne (mennesket optager til sammenligning under 20 %), og det er en af grundene til, at bæverne kan opholde sig op til 15 min under vandet.

Vi kender især europæisk bæver på den flade hale og de store skarpe fortænder. Fortænderne er – som hos resten af gnaverordenen – rodåbne, dvs. de vokser hele livet og skal derfor konstant slides for at fungere. Fortændernes forside er dækket af en stærk orangefarvet emalje, mens bagsidens er hvid og mere blød. Når under- og overkæbes tandsæt ved brug slides mod hinanden, vil den bløde bagside slides mest. Det giver en skarp, mejselagtig skæreflade – et suverænt arbejdsredskab for en træfældende gnaver!

Canadisk bæver ligner meget i udseende og adfærd, men får flere unger og større kuld. Canadisk bæver kan også blive meget større end europæisk bæver.

Udbredelse

De færreste har set bæveren i det fri. Efter ca. 3.000 års fravær fra den danske natur udsatte man den 8. oktober 1999 atten bævere i Flynder Å på Klosterheden mellem Holstebro og Lemvig. Enkelte bævere er siden dukket op i enkelte andre vestjyske vandsystemer, bl.a. i Storåen. I perioden 2009 - 2010 blev 23 dyr udsat i området omkring Arresø.

Ved sidste optælling i 2013 var den samlede bestand i Danmark på ca. 185 dyr. Det var dog ikke alle naboer, der var lige tilfredse med de nye beboere. I løbet af få måneder havde bæverne nedlagt en række nyplantede æbletræer, 150 grønkål og 49 private birketræer.

Tidligere var bæveren vidt udbredt i Europa, men jagt og ødelæggelse af dens levesteder reducerede bestanden voldsomt. I dag findes der en række mindre spredte bestande i Vesteuropa, men hovedudbredelsen er mod nord og øst.

Levesteder

Bæveren er knyttet til ferskvand og holder til ved søer såvel som store og små vandløb. Den lever i små kernefamilier bestående af det voksne par, ungerne fra året før og det nye kuld.

Bæveren bygger en hytte af grene og planter, jord, mudder og sten ved bredden af en sø. Indgangen til hytten ligger under vand, og familien er derfor rigtig godt beskyttet mod rovdyr. Hvis leveområdet mangler en egnet sø, vil bæverne bygge en dæmning og derved opstemme vandløbet, så der skabes en passende sø. Den større vandflade giver også bæveren bedre mulighed for at svømme hen til de foretrukne fødeemner og transportere bæverstokke til vinterforråd og byggeri.

Hyttebyggeriet sker mest om efteråret, men der repareres konstant på hytter og dæmninger året rundt.

Om efteråret fælder bæveren en del træer, som bruges til vinterforråd under vandet i søen. Bæveren sover ikke vintersøvn, men aktiviteten nedsættes dog en del. I løbet af efteråret har den opbygget et lag fedt, som den tærer på vinteren igennem.

Bæverens økologiske betydning er mangfoldig. Opstemningerne skaber nye levesteder for bl.a. fugle og padder, men også vandkvaliteten i vandløbet øges betragteligt. Selve bæverdammen fungerer nemlig som et rodzoneanlæg og dæmningen som et filter. Ved overløb iltes vandet, så forudsætningen for vandløbets selvrensende effekt nedstrøms forbedres.

Biologi

Bæveren bliver kønsmoden efter 2 år. Parringen finder sted i januar-februar og foregår, så vidt man ved, i vandspejlet inde i bæverhytten.

Ungerne fødes normalt i forårsmånederne. De er fuldt udviklede ved fødslen, men selvom de kan både gå og svømme, forlader de sjældent hytten før efter to måneder.

Ungerne dier på hunnens to dievorter, men allerede efter en måneds tid er de hovedsageligt gået over til fast føde. Ungerne bliver i familien, indtil de er kønsmodne.

Forår og sommer lever bæveren mest af græsser, urter og vandplanter, men den fælder også træer og buske for at æde bladene. I løbet af sommeren og efteråret går den gradvist over til mest at fælde træer og buske for at æde barken. Den foretrækker træer med en diameter på 10 cm, men er set nedlægge birketræer på ca. 60 cm i diameter. Større træer gnaves hele vejen rundt og giver det kendte, kegleformede snit. Mindre træer angribes kun fra en side.

Bæveren foretrækker bævreasp, røn og pil, men fælder oftest birketræer – for de er normalt mest udbredte.

Bæveren æder kun udvalgte dele af de enkelte arter, fx ædes bladene af hvid åkande og rodstænglen af gul åkande. Af birketræer ædes kun det grønne vækstlag under barken, og af elletræer er det kun bladene, der ædes. Man har fundet hele 80 forskellige træarter og 149 plantearter i bævernes føde, så kosten er særdeles varieret.

I strenge vintre lever bæveren af depoter af grene under isen. Depoterne kan indeholde ret så store mængder - man kender til depoter på over 50 m³.

Foto: © AQUA