Grøn frø
Rana esculenta
Beskrivelse
Grøn frø er en stor og kraftig padde. Den er som regel grøn med sorte pletter. Langs ryggens midte løber en lysere grøn stribe. Hunner har ofte sorte pletter ved trommehinden. Hannerne er normalt mindre end hunnerne. Både hanner og hunner kan kvække, men kun hanner har kvækkeposer. Et kor af grønne frøer kan høres på en kilometers afstand. I parringstiden er frøernes kvækken en raspende lyd, der mest lyder som om frøen “gnaver sten”.
Adfærd og udseende varierer med de grønne frøers meget indviklede genetik. Grøn frø er egentlig opstået som en krydsning mellem latterfrø og kortbenet grøn frø. Nogle helt specielle forhold omkring dens genetiske forhold har gjort den til en selvstændig art.
Udbredelse
Grøn frø findes pletvis i Jylland, nordpå til Hobro, desuden på den sydlige del af Fyn, på øerne i Det Sydfynske Øhav, i den sydlige del af Sjælland og på Møn, Lolland-Falster og Bornholm. Desuden findes en bestand i Nordøstsjælland.
Grøn frøs udbredelse er en smule uklar. Den findes i det meste af Mellemeuropa fra Frankrig til Rusland (Moskva). Mod nord findes den i Danmark og Sverige og mod syd til Pyrenæerne, Alpe-egnene og Norditalien. Arten er introduceret i England.
Levesteder
Da grøn frø er varmekrævende, holder den helst til i solbeskinnede vandhuller. Arten klarer sig bedst, hvis vandet er rent, og der er mange vandplanter. Grøn frø kan også leve i brakvand. Det menes, at grøn frø i Det Sydfynske Øhav kan svømme fra ø til ø.
Grøn frø er hurtig til at finde nygravede vandhuller, fordi den vandrer meget omkring.
Biologi
Grøn frø er varmekrævende og er derfor den danske frø, som kommer senest til vandhullerne. Den kommer normalt først frem i april-maj. I maj begynder den at kvække og kommer efterhånden i ynglestemning. Æglægningen begynder i slutningen af maj. Hunnerne har typisk to perioder med æglægning. Æggene lægges i klumper på op til 1.000 stk. I alt lægges mellem 1.500 og 3.000 æg.
Afhængigt af vandtemperaturen udvikler æggene sig på 2-4 måneder. Ungerne går på land i august- september, undertiden først i oktober, hvis sommeren har været særlig kold.
De voksne frøer bliver i vandet efter yngletidens ophør. De holder til langs bredderne, hvor der er en tæt vegetation, som skjuler dem for deres fjender, bl.a. fiskehejrer. I september går frøerne i dvale. Nogle graver sig ned i jorden, mens andre overvintrer i vand.
Haletudserne lever i begyndelsen af bittesmå partikler, mens ældre haletudser æder alger, der sidder på vandplanterne eller svæver i vandet. De største haletudser tager også smådyr som hjuldyr og dafnier.
De voksne frøer er grådige rovdyr, der æder alt, hvad de kan overmande. Det gælder fx fugleunger og frøer – også af deres egen art. De kan altså være kannibaler.
Foto: © AQUA