Edderfugl

Somateria mollissima

Beskrivelse

De gamle hanner i pragtdragt er sort-hvide med en irgrøn nakkeplet, mens hunnerne er næsten ensfarvet brune som de fleste hunænder. Ungfugle samt gamle hanner i sommerdragt findes i alskens grumsede afskygninger, så en flok edderfugle kan derfor ligne alt mellem himmel og jord. De kraftige trekantede næb er dog selv på afstand et godt kendetegn.

Udbredelse

Edderfuglen yngler langs kysterne i den nordlige del af Europa, Asien og Nordamerika. I Europa strækker yngleområdet sig fra Ishavet til det hollandske vadehav. Her i landet yngler ederfuglen mest i Vadehavet og i de indre danske farvande. Ca. 25 % af bestanden yngler på Saltholm.

Efter en række år med kraftig fremgang har den danske bestand af edderfugle været i nogen tilbagegang, hvilket bl.a. tilskrives fuglekolera (der dog ikke må forveksles med fugleinfluenza). Bestanden på Christiansø er ligesom mange andre steder gået kraftigt tilbage. Hunnerne er totaltfredede.

Levesteder

Ederfuglen finder sin føde langt til havs. I vinterhalvåret er der dog rigtig mange skandinaviske ederfugle i vore farvande. Efteråret igennem ses store mængder på træk, fx ved Gedser og Sydlangeland, inden fuglene hen på vinteren samles på de sædvanlige, store rastepladser i bl.a. Kattegat og Bælthavet.

Biologi

Edderfuglen er kønsmoden i en alder af 3-4 år, og parret holder gerne sammen for livet. Reden anlægges i en lille lavning, som fores med dun. Det er kun hunnen, der ruger – hvilket man alene kan konstatere ved at se på hannens spraglede fjerdragt. Sådan må man ikke se ud, hvis man skal skjule sig. Hunnen tærer derfor voldsomt på sine fedtreserver i yngletiden, og så snart ungerne er klækket, går turen mod velegnede, lavvandede fødesøgningsområder.

Edderfuglen nyder godt af at yngle ganske tæt på sølvmåger. Mågerne forsvarer nemlig ynglepladsen mod andre fredsforstyrrere såsom ræve og mennesker. Mågerne går dog stadig efter ællingerne, og derfor slutter mødrene med kuldene sig sammen i store børnehaver, hvor de lettere kan holde øje med og undvige mågerne.

Sammen med sortand, fløjlsand og havlit hører edderfuglen til de såkaldte hav-dykænder. Det er der en god grund til, at de kaldes. De kan dykke dybt ned efter deres føde, som primært består af muslinger og krebsdyr, 10-20 m er ikke usædvanligt.

Noget tyder på, at det varmere klima medfører lavere energiindhold i ederfuglens absolut foretrukne føde, blåmuslinger. Det medfører, at edderfuglene lægger mange flere golde æg. Varmere vintre ændrer også på mængden af tanglopper, som er ungernes primære føderessource.

Foto: Andreas Trepte