Thomas Secher Jensen
Ulven er kommet
I december 2012 blev det bevist, at en ulv var set og fundet død i Thy. Denne ulv viste sig at være kendt fra det tyske DNA-register. Den var født i 2009 i Sachsen, og efter udstødelse af familien havde den vandret ca. 850 km målt i luftlinje.
Siden er det nærmest blevet rutine, at tyske ulve indvandrer til Danmark, hvor nogle slår sig ned, mens andre igen forsvinder sydpå, hvis de ikke finder en mage og et ledigt territorie.
Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet har af Naturstyrelsen fået til opgave at følge ulvens genindvandring til Danmark. Det gøres ved at studere vildtkamerabilleder, observere ulve, registrere om dræbte får og hjortedyr er dræbt af ulve, studere indsamlede ekskrementer og spor i sne og jord. Et stort hold frivillige hjælper med denne opgave. Som resultat af indvandringer er der nu flere gange født ulvehvalpe i Danmark. Ulvepar har typisk slået sig ned i områder med meget lidt menneskelig aktivitet og stor forekomst af byttedyr, især krondyr og rådyr. Store skov- og hedeområder er foretrukne levesteder. Nogen af ulvehvalpene har selv forsøgt at formere sig, mens mindst en er ulovligt dræbt. Ulvehvalpene er generelt ikke særlig sky, og der har ikke været problemer med menneskelig kontakt.
I dette foredrag fortæller forskere om ulvens genkomst i Danmark med udgangspunkt i museets samlinger af skind, udstopninger, kranier og sporaftryk og illustreret med fotos af ulve og deres kendte opholdssteder.
For nærmere information kontakt os på tlf. 20 34 75 94 eller booking@nathist.dk