Faunistik
Udbredelse, forekomst og spredning af nationalt og internationalt forekommende dyrearter.
Læs om samarbejde mellem Naturhistorisk Museum og Fugleognatur.dk
FORSKNINGSPROJEKTER
Klimabetingede ændringer i funktionen af hedeøkosystemer: Undersøgelser af leddyrfaunaen
Peter Gjelstrup og Henning Petersen.
VULCAN-projektet (2001-2004) er beskrevet i tidligere
årsberetninger. Henning Petersen har fortsat bearbejdningen af det store materiale af leddyr indsamlet i 2003 fra forsøgsområder i seks europæiske lande. Resultater for collemboler (springhaler) blev præsenteret som foredrag ved 8th International Seminar on Apterygota, Certosa di Pontignano, Siena, Italien, den 12.-16. september 2010 og beskrevet i manuskript til publikation i det internationale videnskabelige tidsskrift "Soil Organisms".
Glatsnog
Hans Viborg Kristensen
Glatsnogen Coronella austriaca er i perioden 1870 til 1914 indsamlet på Fyn, Sjælland og i Jylland, men ikke siden. Arten lever meget skjult og kan let forveksles med hugorm, så det er muligt, at den stadig lever i landet. En række nyere observationer underbygger teorien, selvom intet er bevist. Naturhistorisk Museum har iværksat den første målrettede eftersøgning af glatsnog i Danmark. Projektet vil også undersøge DNA fra de eksisterende præparater. En særudstilling på Naturhistorisk Museum informerer om projektet og markerer 100 året for den sidste glatsnog, der er blevet indsamlet i Danmark.
Kvægmyg i Grønland
Frank Jensen
Et stort grønlandsk materiale fra egne og andre museers samlinger samt fra Danmarks Miljøundersøgelser er blevet gennemgået. Arterne blev fotograferet og tegnet digitalt til en serie nøgler, som sammen med et manuskript vil indgå i Jens Böcher (red.): "Arachnids and Insects of Greenland".
Birkemus
Julie Dahl Møller, Thomas Secher Jensen og Hans J. Baagøe.
Udbredelsen af birkemus i Danmark er kortlagt, og artens krav til levested er beskrevet. Desuden er aktivitetsområder for birkemus i den sydlige del af udbredelsesområdet mellem
Kolding-Vejle og Esbjerg analyseret. Samarbejdspartnere: Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening, Statens Naturhistoriske Museum. Rapport udgivet i 2010.
Danmarks padder og krybdyr
I 2015-19 gennemfører hjemmesiden www.fugleognatur.dk i samarbejde med Naturhistorisk Museum Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr. Projektet har til formål at kortlægge udbredelsen af de danske padder og krybdyr. Herved opnår vi en basal viden om, hvor i landet arterne findes, hvilke naturtyper de findes i, og hvornår på året de ses.
En undersøgelse af om tilstandsvurderingen (efter miljømålsloven) langs en tilgroningsgradient af overdrevstyperne 6230 og 6210 er repræsentativ for diversiteten af invertebratfaunaen
Rikke Hansen, stud. scient., Københavns Universitet.
Ud fra hypotesen, at tilstandsvurderingen baseret på botanisk biodiversitet er ikke repræsentativ for diversiteten af invertebratfaunaen, har Rikke Hansen i flere omgange i 2010 udført feltstudier på Molslaboratoriets arealer.