Glatsnogen - Danmarks svar på Loch Ness-uhyret?

Glatsnogen er omgærdet af mystik. Ligesom Loch Ness-uhyret er hele spørgsmålet - er den der? Eller er den der ikke? Forskningsprojekt på Naturhistorisk Museum vil finde svaret.

Glatsnogen (Coronella austriaca) er en ugiftig snog , der er omgærdet af mystik. Findes den stadig i den danske natur? Eller gør den ikke? Naturhistorisk Museum har modtaget 240.500 kr af Aage V. Jensens Fonde til at undersøge, om arten stadig lever i Danmark.

Udfordringen med glatsnogen er, at den er let at forveksle med hugorm. Den er 50-70 cm med gråbrunligt skind med utydelige prikker. Glatsnogen er kun fundet 6 gange i Danmark. Sidste gang var i hedeområderne ved Skive i 1914 - altså har fundet 100 års jubilæum i år. Siden 1914 er der gjort mange mulige observationer af glatsnog i den danske natur; men det endegyldige bevis mangler - enten i form af et godt foto eller et levende eksemplar. Glatsnogen lever i både Sverige og Norge og i Nordtyskland er den fundet kun 40 km fra den dansk-tyske grænse. Det er altså muligt at glatsnogen stadig lever i Danmark.

Glatsnogen er ikke let at finde. Den lever helst i skjul og undgår mennesker, så den er svær at få øje på. I udlandet har man positiv erfaring med at udlægge kunstige skjul som f.eks. tagplader, som den gerne kravler ind under. Naturhistorisk Museum har lagt skjul ud adskillige steder i Jylland og et enkelt sted på Sjælland. Stederne er nøje udvalgt efter, at der tidligere har været troværdige observationer i området og leveområderne stadig er egnede til arten. Naturhistorisk Museum hører gerne fra lokale frivillige, der er interesserede i at hjælpe museet med eftersøgningen.

Udover at finde levende individer inkluderer projektet også en DNA-undersøgelse af de 6 kendte eksemplarer, der ligger i sprit på Statens Naturhistoriske Museum i København.Undersøgelsen kortlægger slægtskabet mellem danske og udenlandske glatsnoge.

For at markere 100 året for den sidste galstsnog indsamlet i Danmark havde Naturhistorisk Museum i 2014 en særudstilling, De Forsvundne Slanger. Her kunne man møde levende eksemplarer af de fire arter af slanger der har levet i Danmark: Snog, hugorm, glatsnog og æskulapsnog. For første gang nogensinde, viste vi samtlige eksemplarer af de danske æskulapsnoge og glatsnoge bevaret i sprit.

Vil du vide mere om glatsnogen, eller ønsker du at hjælpe museet med efterforskningen, kan du kontakte museets projektleder  Hans Viborg Kristensen på hans@nathist.dk eller 40 27 13 43.

Pressefotos:

Glatsnog - nærbillede 

Glatsnog - hele kroppen

Glatsnog - hele kroppen

Glatsnog på hånd

 

 

Gratis i det grønne

Kom med på gratis guidede naturture - i Aarhus, i Mols Bjerge og i din baghave.

Se mere i kalenderen

Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk