Snog

Natrix natrix  

Beskrivelse

Snogen kendes på den slanke kropsform og de lyse, halvmåneformede nakkepletter, der kan være hvidlige, gule eller orange. Kropsfarven varierer fra gråsort til kulsort. Sorte hugorme skelnes fra snoge på deres mere plumpe kropsform. De kan i sjældne tilfælde have en lys tegning i nakken, mens snoge i lige så sjældne tilfælde helt kan mangle de lyse nakkepletter. Snogen skifter ham et par gange om året. En afskudt snogeham kan kendes på, at bugskællet, der dækker kloakken (kønsåbning), er delt.

Snogen er Danmarks længste slange. Hunnerne bliver størst, og Danmarksrekorden er 132 cm.

Udbredelse

Snogen findes næsten overalt i Danmark, men er meget sjælden nord for Limfjorden og i dele af Vestjylland. Den mangler på en del øer.

Snogen er udbredt over hele Europa, bortset fra Irland og Skotland. Nordgrænsen ligger i Sydnorge og Mellemsverige. Mod øst findes den til Bajkalsøen. Endelig findes den langs Marokkos Middelhavskyst.

Levesteder

Snogen foretrækker vådområder, men findes også i mere tørre omgivelser som heder og skove. Levestedet skal være varieret med både lav og høj vegetation og adgang til vand. Desuden kræver snogen, at der skal være et fugtigt og samtidig varmt sted, hvor æggene kan lægges. Det kan være i opskyllet plantemateriale ved bredden af søer og vandløb. Desuden bruges møddinger, kompostbunker og halmstakke, hvor æggene kan ruges af gæringsvarmen.

Snogen er ikke så afhængig af en høj kropstemperatur som de fleste andre af vore krybdyr. Det hænger muligvis sammen med, at den ofte går i vandet og dermed hurtigt får vandets temperatur. Da snogen kan være aktiv ved ret lave temperaturer, betyder det, at den også kan være i aktivitet om natten. Det har den fordel, at den kan jage frøer, som er talrige i yngledammene om natten. Snoge er ellers mest aktive sent på eftermiddagen, hvor vandtemperaturen er højest.

Biologi

Hannerne kommer frem fra dvalen fra slutningen af marts. Den følgende måneds tid soler de sig for at modne sædcellerne. Derefter skifter de ham. Samtidig kommer hunnerne frem. Parringen foregår normalt i begyndelsen af maj, men kan også ske i lune sensomre i september-oktober nær dvalestedet.

Hunnerne bliver ofte opdaget af hannerne, når de i april kommer frem fra overvintringsstedet. En hun kan da være omgivet af adskillige hanner, som forsøger at komme til at lægge sig udstrakt op ad hende. Hvis hun ikke er villig, ruller hun sig sammen, så hannerne ikke kan komme til. Parringen varer nogle timer, hvor parret ikke kan skilles ad, selvom de bliver forstyrret.

Æggene lægges et par måneder senere. Hunnen borer sig ind i den bunke af materiale, som hun har udset sig som æglægningssted. Det kan være en kompostbunke, en mødding eller et andet sted med god naturlig varme. Æggene lægges mindst 15 cm inde i bunken. Kuldet er i gennemsnit på 13 æg, men varierer fra 2 til 60 æg, afhængigt af hunnens størrelse og kondition. Snogehunnen lægger æg hvert år. Hvis det har været knapt med føde, bliver ægkuldet tilsvarende mindre.

Snogeunger lever skjult. Hvis vejret er varmt, tager de føde til sig. Ellers går de straks i dvale. De vokser 10-15 cm pr. år. Hanner er kønsmodne, når de er omkring en halv meter, dvs. efter deres tredje vinter, mens hunner først bliver kønsmodne, når de er et år ældre.

Snogene vender tilbage til vinterkvarteret i august-september. Vinterdvalen påbegyndes fra slutningen af september til lidt ind i oktober.

Voksne snoge på mere end 80 cm lever især af voksne frøer og tudser. De kan også tage fisk og firben. Unger æder regnorme, nøgne snegle, haletudser og fiskeyngel. Større individer tager især unge frøer. Snogen opdager kun et bytte, som bevæger sig. En frø, der sidder stille, bliver først opdaget, når snogen er så tæt på, at den kan lugte den.

Foto: © Naturhistorisk Museum