Almindelig guldøje

Chrysoperla carnea

Beskrivelse

Guldøjer hører til insektgruppen netvinger, der umiddelbart kendes på de gennemsigtige vinger med talrige ribber og tværribber og desuden på de lange antenner (følehorn). De to vingepar er næsten ens. Guldøjer flyver meget flagrende og holder vingerne taglagt i hvile. Almindelig guldøje kendes bl.a. på den grønlige, relativt lille krop og de glinsende, gyldne øjne.

Guldøje hører til de tidligste insekter om foråret, og meget ofte dukker de op inden døre længe før lokket af de opvarmede rum. Guldøjer kan således træffes året rundt – inde eller ude. De overvintrende guldøjer er mere brune i farven end sommerindividerne.

Udbredelse

I hele det palæarktiske område, dvs. Europa og Asien fra nord til og med det nordlige Kina og Himalaya, Mellemøsten og Nordafrika

Levesteder

I vegetation, hvor der er byttedyr, især bladlus.

Biologi

Navnet carnea (rovlevende) hentyder til, at guldøjer er grådige rovdyr. Larven har drabelige fremadrettede munddele, som gennemborer og udsuger bladlus. De mange, stive hår får den til at minde om en billelarve, og ligesom dem kaldes den også ofte for bladluseløve.

Guldøjer er derfor yderst nyttige dyr. Navnet guldøje hentyder til, at dyrets øjne skinner gyldent i lys.

Puppen er en såkaldt fri puppe, dvs. ben, antenner og vingeanlæg kan bevæges i modsætning til fx en sommerfuglepuppes. Efter et puppestadium udvikles det voksne insekt.

I forbindelse med parringen producerer både hanner og hunner en slags bankesignaler, dvs. lyde frembragt ved, at dyrene vibrerer med bagkroppen.

Guldøjer har et følsomt høreorgan, der kan opfange lydene fra jagende flagermus. Når de hører en flagermus, foretager de en undvigemanøvre ved at lade sig falde direkte til jorden, hvilket i mange tilfælde forhindrer dem i at blive fanget. Guldøjer ses især talrigt sidst på efteråret, når de i deres søgen efter overvintringspladser kommer ind i huse, på lofter og i skure, hvor mange af dem dog dør. Om natten og på lune aftener søger guldøjer ivrigt mod lys.

Æggene placeres på høje, tynde stilke på steder, hvor der er bladlus. Bestanden svinger fra år til år med forekomsten af bladlus.

Foto: © Naturhistorisk Museum