Råge

Corvus frugilegus                      

Beskrivelse

Rågen er let af kende på sin helt sorte, metalglinsende fjerdragt og det grå, fjerløse parti omkring næbbet. Ungfugle mangler det fjerløse parti og kan derfor være vanskelige at skelne fra sortkrager. Her skal man se på, at rågen har en anden hovedfacon med et tyndere, lidt nedadbuet næb. Desuden har den tydelige “fjerbukser”, dvs. at fjer dækker det øverste af benene.

Udbredelse

Rågekolonier findes spredt i det østlige Danmark. Der er ikke råger i store dele af Vestjylland. I Europa strækker udbredelsesområdet sig fra De britiske Øer i vest gennem Baltikum og ind i Rusland. I Skandinavien findes rågen kun i de sydligste dele. Rågen yngler i hele Sydeuropa og østover til Kina og Japan.

I 1862-74 udsatte man flere hundrede råger i New Zealand, og den findes stadig helt lokalt i dag. Rågen anses dog for et skadedyr i landbruget og bekæmpes indædt.

Levesteder

Rågen foretrækker løvskove eller parker med høje træer. Den undgår tæt skov og er generelt knyttet til kulturlandskabet. Rågen yngler i kolonier, der kan rumme op mod 700 par.

Biologi

Rågen forfølges, ikke fordi den generer vildtet, men fordi den efter sigende æder nysået korn. Det er rigtigt, at rågen hele tiden stikker sit spidse næb ned i jorden, men den foretrækker insekter, larver og orme. Selvom rågerne måske også under fødesøgningen tager lidt spiredygtigt korn, er det langtfra sikkert, at det betyder en nedgang i udbyttet. Forsøg har vist, at hvis man udtynder kornet, vil det tilbageblevne give et forholdsvis højere udbytte.

En anden grund til forfølgelsen har været, at rågekolonierne er ganske støjende i hele yngletiden, og de starter tidligt om morgenen, så det er ikke sjovt at være nabo til en rågekoloni i den periode. Desuden smager rågeunger efter sigende godt! Størstedelen af de råger, der hvert år nedlægges, er store unger, som skydes, når de er ved at forlade rederne. Det er et helt specielt forhold her i landet, at det er tilladt at skyde dyreunger. Normalt regulerer vi udelukkende voksne individer.

Råger holder ikke kun sammen i yngletiden. De samles ligesom alliker og krager i store flokke på sovepladser i den øvrige del af året. Der er flere fordele ved at holde sammen i flok. Dels er der mange øjne til at holde øje med fjender, dels er der en nedsat risiko for, at netop en selv falder som offer for en røver. Endelig er det muligt, at fugle, som har fået for lidt at spise i løbet af dagen, kan udse sig velnærede individer og følge efter dem til et måske bedre fødesøgningsområde den næste morgen.

Blandt de “sorte” kragefugle er rågen flittigst til at samle forråd til vinteren. Den gemmer valnødder, fyrrekogler og især agern. Man har beregnet, at hver råge kan gemme mellem 1.000 og 2.000 agern i løbet af efteråret.

En råge samler op til syv agern i næb og strubepose, inden den flyver hen til det sted, hvor føden skal gemmes. Græsarealer er de foretrukne gemmesteder. Her lægger fuglen sin ladning på jorden, men passer på, at ingen andre råger er i nærheden. De stjæler nemlig gerne fra hinanden. Når fuglen føler sig sikker på ikke at blive observeret eller bestjålet af andre råger, går den i gang med at gemme sine agern. Først hakker rågen et hul i jorden. Derefter propper den agernet i hullet og hamrer det godt ned, inden den dækker hullet med jord og plantemateriale.

Alt tyder på, at rågerne kan huske deres gemmesteder. Der er en stærk tendens til, at råger ikke æder fundne agern om efteråret og i den tidlige vinter, men at de i stedet gemmer dem igen. Senere på vinteren bliver alle fundne agern ædt.

Foto: © Naturhistorisk Museum