Gærdesmutte
Troglodytes troglodytes
Beskrivelse
Halen, der stritter direkte op i luften, er fuglens mest karakteristiske kendetegn. Gærdesmutten er efter fuglekongen Danmarks mindste fugl og færdes ofte i det skjulte. Derfor høres den langt oftere, end den ses. Gærdesmutten har rund, rustbrun krop med et langt og tyndt næb, som er perfekt til at fange insekter med.
Udbredelse
Gærdesmutten yngler i hele Danmark, hyppigst på Bornholm. Den er fortrinsvis standfugl, men kan i meget kolde vintre trække til Vest- og Sydvesteuropa. I vintermånederne søger mange gærdesmutter fra det øvrige Norden til Danmark. Hårde vintre gør et stort indhug i bestanden, men til gengæld kommer bestanden sig hurtigt, når forholdene bliver bedre. Desuden får gærdesmutten et relativt stort antal unger.
Levesteder
Gærdesmutten yngler i alle typer skov, men de fleste findes i ældre løvskove med meget krat i skovbunden, hvor der gerne må være fugtigt. Den er også en meget almindelig fugl i villahaver, parker og på kirkegårde.
Biologi
Gærdesmutte er næst efter fuglekonge Danmarks mindste fugl, men den klarer sig på trods af sin ringe størrelse glimrende i konkurrencen med andre fugle. Den kan hente sin føde, hvor ingen andre kan komme til. På alle snævre steder i krat og i kvasbunker smutter den omkring på jagt efter insekter og edderkopper, som den har helt for sig selv. Med sin brune farve og beskedne størrelse ligner den ved første øjekast mere en mus end en fugl, når den smutter omkring i krattet.
Reden bygges af hannen, som gerne bygger flere reder i sit territorium. Hunnen bliver vist rundt til de forskellige reder og udvælger sig en. Reden er placeret i et træ, i en kvasdynge eller en brændestabel. Den er kuglerund og formet af blade, mos, græs og andre plantedele samt godt foret med fjer. Indgangshullet er i siden af reden.
Hannen har ofte installeret flere hunner inden for sit territorium på samme tid, men han hjælper tilsyneladende med at fodre ungerne i alle kuldene.
Foto: © Naturhistorisk Museum