Hornfisk
Belone belone
Beskrivelse
Hornfisken kendes nemt fra andre fisk på næbbet, der er tæt besat med tænder, og på den slanke krop med hale- og gatfinnen samlet til et effektivt åreblad. Hornfisken kan kun forveksles med makrelgedden, men denne har en række småfinner mellem ryg- og halefinne.
Udbredelse
Hornfisken er udbredt i de danske farvande og kan træffes langt ind i brakvand.
Levesteder
I forbindelse med parringslegen træffes hornfisken helt inde på det lave vand og kan finde på at stå blot en halv meter fra land på en kyst med store sten og tangbuske. Den er særdeles populær blandt lystfiskere i perioden, hvor den kan nås fra land. Den største del af året tilbringer den imidlertid i de frie vandmasser, hvor den strejfer omkring i flokke på jagt efter bytte.
Biologi
Hornfisken er lidt af en ”trækfugl”. Vinteren tilbringes vest for Irland. Når foråret kommer, følger hornfisken med for at gyde i det lave vand ved vore kyster. Parringspillet er imponerende. En flok på 20-30 hanner samler sig om en eller flere hunner, som de cirkler omkring så højt i vandet, at man ofte kan se ryg- og halefinne bryde vandoverfladen. Hunnen aflægger æggene i tangen. Æggene har omkring 70 lange, klistrede tråde, som klæber dem fast til tangplanterne. De klækker efter en måneds tid. Ungerne, som da er lidt over en centimeter lange, opholder sig nær kysten. Deres underkæbe vokser langt hurtigere end overkæben, så de ser helt vanskabte ud. Føden består af små krebsdyr, og ungerne vokser hurtigt. Allerede i løbet af deres første leveår når de en længde på 25 cm. Hornfisk bliver kønsmodne som 2-årige, når de har en længde på ca. 45 cm.
Voksne hornfisk lever mest af fisk, specielt tobiser og småsild. De æder også gerne blæksprutter og brislinger, ligesom rejer og andre svømmende krebsdyr også tages. I den periode, hvor de går tæt på land, ædes mange ganske små tanglopper. Hornfisken finder især sit bytte ved hjælp af synet og er derfor mest dagaktiv. Benenes besynderlige, grønne farve skyldes et ganske uskadeligt farvestof, der hedder vivianit.
© Etrusko25/Wikimedia Commons
