Honningbi

Apis mellifera 

Beskrivelse

Honningbien hører til de årevingede insekter, som har 4 glasklare vinger. Honningbien er brun i den oprindelige nordiske race, men introduktion af mere gullige italienske eller grålige tyrkiske racer ses ofte. Gedehamse (hvepse) kendes fra honningbien på kroppens klare gule og sorte farver.

Honningbien minder meget om indisk honningbi, som også er brun, men dog en smule mindre. Den har en lidt anden levevis end almindelig honningbi.

Formering

Honningbier lever i samfund året rundt. Bier har det der hedder et caste samfund, hvor bierne er inddelt efter de roller de har i samfundet. Dronningens opgave er at lægge æg og styrer boet, hun bliver opvartet af arbejderbierne som er dem der udfører alt arbejdet i boet, til sidst er der dronerne - hvis eneste formål er at befrugte en dronning. Dronningen lægger to "slags" æg - de befrugtede og de ubefrugtede. Dronerne (hannerne) udvikles fra ubefugtede æg, hvorimod dronninger og arbejder (alle hunner) udvikles fra befrugtede æg. Føden er det der afgør om en hunlarve udvikles til en arbejder eller en dronning. Arbejderbilarven fodres i begyndelsen med kirtelsekret, senere får den nektar og pollen. Dronningelarven fodres i stedet med en mere sukkerrig kost samt med et kirtelsekret, kendt som dronninge gelé (på engelsk royal jelly).

Honningbier spredes ved sværming, den gamle dronning forlader bisamfundet tidligt på sommeren med ca. halvdelen af arbejderbierne i en sværm af især yngre bier. Spejderbier har været ude og sondere efter egnede steder til at etablere det bye bo. Spejderbier flyver ud i alle retninger og vender tilbage med ”forslag” til nye bosteder, fx hule træer eller lignende. Det bedste bud er det, som får tilslutning fra flest bier. Hele flokken flyver så af sted for at skabe et nyt samfund. 

Tilbage i det gamle samfund er nye dronninger ved at klækkes. Kommer der flere dronninger på en gang, ser man undertiden flere eftersværme af bier med hver deres flok arbejderbier. Sværmene bliver på denne måde mindre og mindre, og det gamle bisamfund kan blive så svækket, at det dør ud. Det gamle bo vil efter sværmning kun have en dronning tilbage, og efter hun er blevet parret tolereres kun hun som dronning i boet.

Biologi

Honningbier lever i samfund, der kan tælle mellem 50.000 og 100.000 individer. Honningbier forsvarer deres bo ved at angribe indtrængende dyr. Da brodden har modhager, bliver den siddende med giftapparat og pumper giften ud i såret, selvom bien fjernes.

Med udviklingen af honningbier har de årevingede insekter opnået en noget nær fuldkommen grad af social udvikling. Den enkelte bis frie liv er sat til side, og i stedet lever honningbierne sammen i et socialt fællesskab.

Dronningen har primært to funktioner: at lægge æg og producere kemiske stoffer, der holder sammen på samfundet. Svigter hun denne rolle, udskiftes hun. Honningbier lever som nævnt i et fællesskab og er meget fleksible i deres funktion. Selvom den enkelte bi på forskellige tidspunkter i sit liv normalt udfører forskellige hovedfunktioner som bo-rensning, pasning af yngel, indsamling af nektar eller pollen m.v., kan den hurtigt skifte fra en funktion til en anden efter behov.

Honningbier afslører deres ægte tropiske oprindelse ved, at de altid holder en temperatur på mindst 26° C omkring dronningen og ca. 32-36° C omkring ynglen. Hertil har de udviklet en vældig hårdragt, der isolerer aldeles fremragende, når bierne om vinteren rykker tæt sammen i en klump. Endvidere kan de bygge yngletavler side ved side, hvilket ligeledes er varmebesparende. Materialet – voks – producerer de selv ved at svede det ud fra bugsiden. Endelig kan honningbier selv producere varme ved at bevæge flyvemusklerne.

Kun få racer har dog udviklet evnen til at rykke sammen i en isolerende, tæt klump eller kappe omkring ynglen, så de kan klare sig i streng kulde – og til dem hører den nordiske birace. Vores honningbi-samfund kan klare sig med omkring 6 kg honning på en vinter, mens fx den italienske birace, som ikke kan danne en ”tætvævet”, isolerende klump, behøver op til fem gange så meget honning for at klare sig gennem vinteren.

Føde

Honningbier er på vingerne, så snart temperaturen kommer i nærheden af 10° C om foråret. De søger ivrigt til blomster for at indsamle nektar eller pollen.

Honningbier har udviklet et sprog, hvormed de kan gøre sig forståelige over for andre honningbier. Sproget varierer fra troperne og mod polerne som en tilpasning til omgivelserne. Ved at danse og afgive nektarprøver fra en netop besøgt blomst kan den enkelte bi videregive information om afstand, retning, arbejdsindsats, sukkerindhold, planteart m.v. Honningbier har således optimal fødesøgningsadfærd, dvs. nektarkilder benyttes ikke, hvis der er andre og bedre i nærheden.

På Læsø har findes rester af en enestående under-race af den oprindelige nordiske honningbi, der er tilpasset øens særlige blomsterflora.

Foto: © Naturhistorisk Museum