Dyrene i projektet

Der har været forsket i græsning på Molslaboratoriet siden omkring 1970. I en stor del af tiden har forskningen været forestået af bl.a. Rita Buttenschøn, hvis publikationer om græsning og fx gyvel i høj grad har været baseret på erfaringerne fra Mols. Indtil 2016 var Molslaboratoriets græsningspraksis med Gallowaykvæg at betragte som ekstensivt landbrug, og i lighed med landmænd overalt i landet modtog vi græsningsstøtte fra diverse landbrugsstøtteordninger. I forbindelse med rewildingprojektet frasagde Molslaboratoriet sig alle støtteordninger, og vi betragter ikke længere dyrene som landbrugsdyr, men som vilde - naturligvis under hegn og dermed med de hensyn, der skal tages. I juridisk forstand er alle heste og kvæg dog stadig at betragte som husdyr, og dyrene på Molslaboratoriet er derfor underlagt præcist de samme regler som andre husdyrhold på friland.   

Græsningshistorik på Molslaboratoriet

På Strandkærs arealer har der formentlig været arealer med dyregræsning mere eller uafbrudt i tusindvis af år. Derom vidner bl.a. historiske fægange og diger, der har skullet adskille græsnings- fra dyrkningsarealer. Indtil 1971 var græsningen utvivlsomt med gamle danske racer og udelukkende med landbrug som formål, men i 1972 kom der Galloway-kreaturer til Molslaboratoriet - direkte fra Skotland. Dyrene stod i karantæne på Ringelmosegård ved Rønde, indtil de havde kælvet. Herefter kom de til Molslaboratoriet som naturplejedyr. Det er den stamme, Molslaboratoriets nuværende besætning nedstammer fra. Islandske får kom til Molslaboratoriet i 1971 - efter at de havde været til dyrskue i Roskilde. Af hensyn til infektionsfare måtte de ikke returnere til Island, og i stedet for aflivning kom de til Molslaboratoriet som naturplejedyr. Fåredriften blev opgivet i 1997. 

Udvælgelse af dyr til Rewilding Mols

Rewilding-projektet på Molslaboratoriet havde som ambition, at det skulle være simpelt, kræve ”almindelige hegn” og have et stort spredningspotentiale. Derfor valgte vi græsning med dyr, der ikke kræver særlige forholdsregler, dvs. at krondyr (høje hegn, dyrehaveanlæg) eller vildsvin (indertråde, særlige dispensationer) blev udelukket. Bison blev fravalgt pga. projektets trods alt beskedne areal, mens kødgeder, der ellers vides at fungere udmærket i sådanne landskaber, i første omgang blev fravalgt pga. krav til hegning og gedernes status som ikke-hjemmehørende. Køer og heste vides til gengæld at være en del af den oprindelige danske fauna.

Overvejelserne i forhold til kreaturerne var beskedne, idet vi siden 1972 har haft en fin bestand af Galloway på Molslaboratoriet. Galloway-kvæget stammer fra Skotland og er særligt egnet til at gå ude året rundt. Racen er naturligt uden horn og kan på grund at sin tykke underpels klare selv den vådeste vinter. Øvelsen var derfor primært at bringe bestanden ned fra 45-50 dyr til blot 13 individer.

Hestene krævede større overvejelser. Vore krav var, at racen skulle være robust, således at de kunne gå ude året rundt - og selv finde føde og vand og klare sig! De skulle opføre sig som en hesteflok, dvs. bevæge sig rundt på hele arealet og fremfor alt ikke være tamme, så de ville være fristet af at tage kontakt til publikum.

At finde sådanne vilde heste skulle vise sig at være mere udfordrende, end man lige skulle tro. Vi var således omkring følgende hesteracer inden vi besluttede os for Exmoor-ponyen: Przewalski-hesten, som stammer fra Mongoliet/Centralasien, er interessant, fordi den betegnes som den eneste oprindelig hesterace, evt. endog -art. Den er truet, og deltagelse i et europæisk avlssamarbejde ville klæde projektet og være interessant i sig selv. Udfordringen var dog at finde individer nok, og da det at have en bestand i Danmark kræver zoo-status, blev Przewalski-hesten udelukket. Konik-hesten er en hesterace, som oprindeligt fra Polen. Den er halvvild og er nem at anskaffe, men vi blev dog frarådet denne race pga. temperament. Den benyttes dog i flere naturprojekter rundt omkring og var et realistisk alternativ. Gotlandsruss er en gammel race fra Gotland. De har en stor bestand på Lojstahed, men desværre var der ikke dyr til salg. Vi havde mulighed at købe 10 Gotlandsruss-hingste fra et netop afsluttet naturprojekt i Sverige, men de var lidt for domesticerede, og perspektivet med en naturlig hesteflok ville ikke være opfyldt med 10 gamle hingste! Blandede krydsnings-ponyer blev besigtiget i Nordjylland. De fungerede fint som en vild hesteflok, men vi fravalgte dem pga. den meget blandede oprindelse og dermed ukendte flok- og græsningsegenskaber. Exmoorponyen er en primitiv og hårdfør race, som angives at være den ældste af de indfødte, britiske ponyer. Racen er også den mest rene, og flokke af dyrene lever stadig vildt på Exmoor-hederne i Devonshire. Den har overlevet pga. sin isolation i moor-områderne, hvor den kun har ændret sig en smule. Dyrene har et intelligent og venligt temperament. Racen er kraftigt bygget, stærk og udholdende. Der arbejdes aktivt på at bevare racen, og der vil være mulighed for udveksling af individer med andre lignende projekter.

Efter nogen søgen i England, Tyskland og Danmark købte vi i oktober 2016 12 hopper i Tyskland i Naturpark Solling-Vogler. I juli 2017 blev flokken fuldendt med en Exmoor-hingst købt i Weidelandschaften, Neumunster.

Dyrevelfærd

Er det god dyrevelfærd at leve på 120 hektar naturarealer uden pasning og pleje? Det er et spørgsmål, som mange har en holdning til. Molslaboratoriets dyrehold skal leve op til al dansk lovgivning. Bestanden tilses dagligt, dyrene må ikke lide, og er der dyr, der mistrives, skal der reageres på det. Reglen for Rewilding Mols er, at de dyr, vi har på arealet, skal kunne klare sig uden menneskelig hjælp! Eftersom det ikke er tilladt at lade dyrene drikke af Mølleåen, har vi etableret en række drikkesteder fordelt rundt på arealet - heraf er ét centralt drikkested frostsikret. Ydermere tildeles mineraler ad libitum, idet de næringsfattige og sure arealer (pH er alle steder under 6) og den manglende adgang til kysten begrænser den naturlige tilgængelighed af en række mikronæringsstoffer. Hvis dyr iht lovgivningen kræver tilskudsfodring eller dyrlægebehandling, tages de derfor ud af bestanden. Det vil sige, at de sendes videre til andre projekter eller aflives. 

Når en bestand vokser, møder den på et tidspunkt bærekapaciteten - altså, hvor meget mad, plads, læ, territorium, der er plads til. Det, der begrænser bestandene på vore breddegrader, er helt typisk hvor meget foder, der er tilgængeligt på det tidspunkt, hvor der mindst mad - det vil typisk være midt på foråret, hvor dyrene har spist op af sommerhalvårs ophobede planteproduktion, og forårets vækst endnu ikke rigtig er kommet i omdrejninger. Det er her, at dyrene taber sig hastigt, også fordi kælvning eller foling ofte falder lige netop her, og dyrene derfor skal afsætte resurser til andre end bare sig selv. 

Det er derfor forventningen, at perioden fra marts til begyndelsen af maj er dér, hvor dyrene er længst nede i huld, og det har også vist sig at holde stik i virkeligheden. Nu er huld imidlertid ikke den eneste velfærdsparameter, vi tager stilling til; vi ser også på dyrenes adfærd - er de vågne, opmærksomme, æder de, følger de flokken - ligesom vi vurderer, om vejret i de kommende 14 dages tid gør det lettere eller sværere at være dyr. 

Da vi op til vinteren 2016-17 udsatte 13 Gallowaykvæg og 12 Exmoorponyer leve vildt på arealet, forventede vi, at områdets natur formentlig lige akkurat ville kunne understøtte denne bestand vinteren igennem. Dyrene klarede det imidlertid uden væsentlige problemer, selv om vi oplevede et meget sent forår med kulde langt ind i april. Bestanden voksede i løbet af sommeren til 40 dyr, som til vores store overraskelse alle formåede at overleve vinteren 2017-18. Tørkesommeren 2018 indebar, at sommerhalvårets vækst blev nærmest elimineret, og da sommeren var ovre, og vi havde 60 dyr på arealet med udsigt til en vinter uden særligt meget foder, var vi overbeviste om, at vi nu ville se en nedgang i dyretallet. Det skete imidlertid ikke. Bestanden voksede til 77 dyr i sommeren 2019, 44 kvæg og 33 heste, og allerede i begyndelsen af oktober begyndte vi at se tegn på, at der hurtigt ville blive spist helt op af vegetationen.

Da vi nåede til nytår 2019-20, var ingen dyr dog faldet for tærskelværdierne, og hele januar gik på samme måde. I februar oplevede imidlertid en periode med barfrost, og vegetationen blev brun, gul og næringsfattig. Nu blev det tydeligt, at nogle dyr reagerede negativt på den begrænsede fødetilgængelighed, og i løbet af perioden ultimo februar til primo april udtog vi derfor 41 dyr af bestanden. Alle heste - på nær én - blev sendt videre til andre projekter, mens ca. halvdelen af det udtagne kvæg blev sendt til Ree Park som rovdyrfoder.

I den relativt lange og hårde vinter 2020-21 faldt blot et enkelt ungkreatur for udtagningskriterierne, og den blev sendt videre til en anden besætning. 

Molslaboratoriet har fast dyrlæge med speciale i heste tilknyttet, og ydermere har vi gennemgået en lang række kontrolbesøg fra myndighederne, hvor andre dyrlæger ligeledes har tilset alle dyr. Der har aldrig været anmærkninger til dyrenes tilstand. For at blive klogere på dyrevelfærd på arealet er der etableret et forskningssamarbejde med dyrevelfærdsforskere på Aarhus Universitet, som vil kigge nærmere på heste og kvæg i de "hårde" perioder. 

Det er vigtigt at understrege, at dyrenes velfærd ikke kun måles i føde og huld, men også i muligheden for at udleve en naturlig flokadfærd ift. reproduktion, gruppedannelse, territorialitet mv. 

Akutte problemer med vore dyr kan rettes til vagttelefonen på tlf. +45 2153 0913