Snæbel

Coregonus oxyrhynchus        

Beskrivelse

Snæbel er en laksefisk i heltfamilien. Den er meget tæt beslægtet med helt. Snæbelens krop virker høj. Den har store, sølvskinnende skæl og en lille fedtfinne bagest på ryggen mellem ryg- og halefinne. Snæbelen har en lang, spids snude, hvilket tydeligt adskiller den fra den mere butsnudede helt.

Snæbelen har små eller slet ingen tænder i munden.

Snæbelen kan i lighed med de andre heltarter ikke springe som laks og ørred. Den kan derfor ikke passere selv små forhindringer, fx opstemninger, sluser, fisketrapper m.m.

Udbredelse

Snæbelen var oprindeligt udbredt i den hollandske, tyske og danske del af Vadehavet og i de tilhørende vandsystemer.

I dag har snæbel sit sidste naturlige levested i Danmark – det sidste i verden. Arten findes nu kun i det danske Vadehav, i Vidåen, Brede Å, Varde Å, Ribe Å, Sneum Å og Kongeåen. Der bliver gjort forsøg på at reetablere arten i tyske vandløb. I Treene lige syd for den danske grænse er man i stand til at opretholde en bestand ved at indfange gydefisk hvert år og udsætte yngel. Der er truffet snæbel ved den engelske Nordsøkyst, men så vidt vides aldrig ynglefisk.

Snæbelen var meget tæt på at uddø i 1980’erne, hvor bestanden var nede på nogle få hundrede individer. Den blev reddet gennem en serie udsætninger og fredninger, og i 2000 vurderedes bestanden til ca. 7.000 gydefisk. Der er igangsat et større EU-projekt for at sikre dens overlevelse.

Levesteder

Snæbelen lever og vokser op i det salte Vadehav. Som eneste repræsentant for heltfamilien er den i stand til at veksle mellem ophold i ferskvand og saltvand. Den rigeligere føde i saltvand gør, at snæbelen her kan opnå en vægt på 4-5 kg.

I vandløbene kræver snæbelen rent vand med god fysisk variation mellem dybe områder med roligt vand og lave grusområder (stryg) med stærkt strømmende vand. Desuden skal der være vandplanter i vandløbet hele året. Nedstrøm skal der være rolige, lavvandede områder, fx oversvømmede enge, som første opvækststed for ynglen.

Biologi

Snæbeler samler sig i stimer før gydetiden og vandrer om efteråret langt op i de større vandløb. Her opsøger de områder med god strøm, fast bund og vintergrønne vandplanter (fx vandranunkel) i de nedre eller mellemste dele af vandløbene, typisk hvor bundbredden er mindst 5-6 meter.

Her gydes æggene frit i vandet, hvorefter de hurtigt synker til bunds og klæber sig fast til sten, grus og vandplanter. Gydeperioden er kort, kun 2-3 uger i årets sidste to måneder. Snæbelen graver altså ikke gydegruber som andre laksefisk.

Efter gydningen trækker snæbelen ned i vandløbenes nedre dele for i maj at vandre ud i Vadehavet igen.

De nyklækkede larver, der er ca. 1 cm lange, driver i februar-marts med strømmen, indtil de finder et lavvandet område. Her bliver de i et par måneder, før de i april-maj vandrer videre ud i Vadehavet.

Mellemstationen i det nedre løb er nødvendig, fordi de små larvers fysiologi ikke er gearet til opholdet i saltvand. Først ved en størrelse på 3-4 cm ændres ynglens fysiologi, så den kan klare skiftet fra ferskt til salt miljø.

Hannerne kan blive gydemodne allerede som 2-årige, hunnerne normalt ikke før efter 4 år.

Voksne snæbeler æder bunddyr ligesom andre helt. De unge æder derimod mest zooplankton. 

Foto: © AQUA