
Lyng er lækkert
På denne tid af året er der ikke meget at komme efter for de planteædende dyr. Løvet er faldet, græsset er vissent, bærrene rådne og frøene ædt. De overvintrende dyr må overleve på anden føde.
For de to store hjortearter, krondyr og rådyr, er lyng en let tilgængelig fødekilde. Vist spiser de også andre planter – rådyret nipper tynde løvtrækviste og brombærblade, krondyret hærger landmændenes rapsmarker og vintersæd.
Trods hårde blade og seje kviste er lyng en god næringskilde. De proteinrige skud er attraktive, og det ses tydeligt, når hjortene har været der. En undersøgelse har vist, at rålam på heden vokser langt hurtigere end de, der lever i skoven.
Lyngen er på retur mange steder i Danmark pga. overgødskning med kvælstof, der falder med regnen og skyldes afdampning fra landbrug. Men hvor lyngen trives, trives hjortearterne. Ikke underligt, at krondyr og rådyr flokkes på heden omkring plantagerne i Midt- og Vestjylland. Her er der samtidig god dækning og fred for mennesker.
Tekst & foto: Thomas Secher Jensen / Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Retningslinjer for brug af pressefotos og tekst
Download pressefoto i høj opløsning ved at klikke her
Fotos kan downloades og frit benyttes i forbindelse med citering eller omtale af tekst, arrangement, udstilling m.v. med kildeangivelsen: Foto: (navn, hvis anført)/Naturhistorisk Museum, Århus.
Ugens naturhistorie kan frit gengives i andre medier i hele sin længde med følgende tilføjelse: Historien er hentet fra www.naturhistoriskmuseum.dk og skrevet af "forfatterens navn", Naturhistorisk Museum, Århus.