
Vinbjergsnegle finder hjem for vinteren
Det er nu, vinbjergsnegle lukker og slukker for vinteren. Her i november graver de sig ned under plantedele og i løs jord og afsætter et låg af kalk over åbningen. Så er der fred og ro, indtil det bliver vår.
Vinbjergsnegle finder tilbage til samme lille plet og overvintrer der år efter år. De har et indre kort og kan snegle sig tilbage til et bestemt sted med få centimeters nøjagtighed, også selv om en snegleforsker har fjernet overvintrings-urtepotten.
Man har prøvet at holde sneglene en tid i et fremmed miljø, før man genudsatte dem på deres oprindelige lokalitet. Det forvirrede dem overhovedet ikke. Selv efter tre år kunne de huske landskabets topografi og finde deres overvintringssted.
Vinbjergsnegle bliver gamle. Ti år er sikkert ikke helt usædvanligt, og der kendes snegle på over 20 år – en enkelt muligvis hele 35 år. Så samme lille plet i have kan have været hjem for samme snegl i forbavsende lang tid.
Tekst: Jan Gruwier Larsen. Foto: Morten D. D. Hansen. Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Retningslinjer for brug af pressefotos og tekst
Download pressefoto i høj opløsning ved at klikke her
Fotos kan downloades og frit benyttes i forbindelse med citering eller omtale af tekst, arrangement, udstilling m.v. med kildeangivelsen: Foto: (navn, hvis anført)/Naturhistorisk Museum, Århus.
Ugens naturhistorie kan frit gengives i andre medier i hele sin længde med følgende tilføjelse: Historien er hentet fra www.naturhistoriskmuseum.dk og skrevet af "forfatterens navn", Naturhistorisk Museum, Århus.