
Sjælden gæst fra det højeste Nord
Ismågen har blandt fuglekiggere en nærmest mytisk status. Det meste af året opholder den sig under barske forhold i pakisen og drivisen i Højarktis og søger kun ind til land for at yngle.
Arten regnes for at være den nordligst ynglende fugl overhovedet. Den etablerer sig på små, isfrie kystområder og stejle klippeflader, men også på så ekstreme steder som indlandsisens bjergtoppe, de såkaldte nunatakker, og på flydende is-øer dækket af aflejrede sten og groft grus.
Undtagelsesvist søger enkelte individer syd for drivisen og dukker op i Vesteuropa. I de seneste hundrede år er ismågen kun set seks gange i Danmark - sjette gang dog for ganske nylig, nemlig 21. december 2013, i Hanstholm. Ligeledes har vinteren i år bragt flere individer end normalt til vores nabolande.
Så nu holder fuglekiggere for alvor øje omkring vores havne, men i princippet kan ismåger dukke op overalt langs vores kyster. De lever af ådsler og bliver gerne, så længe der er føde.
Ring lige, hvis I ser den smukke gæst fra Nord.
Tekst & foto: Kent Olsen / Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Retningslinjer for brug af pressefotos og tekst
Download pressefoto i høj opløsning ved at klikke her
Fotos kan downloades og frit benyttes i forbindelse med citering eller omtale af tekst, arrangement, udstilling m.v. med kildeangivelsen: Foto: (navn, hvis anført)/Naturhistorisk Museum, Århus.
Ugens naturhistorie kan frit gengives i andre medier i hele sin længde med følgende tilføjelse: Historien er hentet fra www.naturhistoriskmuseum.dk og skrevet af "forfatterens navn", Naturhistorisk Museum, Århus.