Naturens nyttige filterpumpe
Blåmuslinger fanger deres føde ved at pumpe store mængder madsuppe gennem kroppen. Ved hjælp af gællerne filtrerer de det spiselige fra – mængder af mikroskopiske planktonalger og bakterier, der findes i opløst i havvandet.
Forskere har påvist, at en stor blåmusling pumper og renser over 200 liter havvand i døgnet. Det er fast arbejde, for det kan ikke betale sig at lukke ned og starte op igen. En blåmusling bruger kun ca. 1% af sit stofskifte til at holde pumpen i gang og 20% til at holde si-apparatet funktionsdygtigt.
I områder med mange muslinger fungerer de som et enormt biologisk filter og har således betydning for, om vandet er klart. Deres appetit på alger og bakterier i vandet forebygger desuden iltsvind.
Det er velkendt, at muslinger i visse områder eller i sæsoner med voldsomme mængder af fx giftige furealger ophober giftstoffer i sig og derfor bliver uegnede som føde. Blåmuslinger anvendes da også som forureningsindikator ved bestemmelse af havforurening med tungmetaller.
Tekst: Pernille Mølgaard Andersen/Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Foto: Bo Skaarup/Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Retningslinjer for brug af pressefotos og tekst
Download pressefoto i høj opløsning ved at klikke her
Fotos kan downloades og frit benyttes i forbindelse med citering eller omtale af tekst, arrangement, udstilling m.v. med kildeangivelsen: Foto: (navn, hvis anført)/Naturhistorisk Museum, Århus.
Ugens naturhistorie kan frit gengives i andre medier i hele sin længde med følgende tilføjelse: Historien er hentet fra www.naturhistoriskmuseum.dk og skrevet af "forfatterens navn", Naturhistorisk Museum, Århus.