
Fugle manøvrerer bedst om morgenen
Mange har nok hørt, at hvis man først er begyndt at fodre fuglene, skal man blive ved, ellers dør de stakkels fugle af sult. Intuitivt forekommer det at være noget sludder. Det kan jo ikke være en brugbar livsstrategi at sidde og vente ved et tomt foderbræt. At det også er en myte, er nu dokumenteret.
Ved at følge småfugle elektronisk har man vist, at de om vinteren starter dagen med at tage en runde til deres fourageringspladser. Måske med et par afstikkere for at finde nye spisesteder. Det virker som om, de planlægger dagen. Selv når der er rigeligt med føde et sted, tager de lige runden.
Så begynder spisningen, og det er seriøst. Små fugle kan godt tabe 10% af deres kropsvægt i løbet af en vinternat. Her ligger formodentlig en del af forklaringen på, at de tager runden om morgenen – mens de er lette og har nemmere ved at undvige høge og andre dyr med fugl på spisekortet.
Tekst: Jan Gruwier Larsen/Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Foto: Morten D. D. Hansen/Naturhistorisk Museum, Aarhus.