Parkens træløbere
Store træer er normalt ikke noget, man forbinder med byer, men det sker ikke så sjældent, at man i en bypark pludselig møder egetræer af en anselig størrelse. I London er det jo helt grotesk – her findes egetræer så gamle som Metusalem, hvor man både kan finde eghjorte og andre eksotiske arter, som er knyttet til ældgamle træer. I Danmark må mindre gøre det. Her er det primært fuglene, som gør væsen af sig i egetræerne.
En af de arter, som man finder både i Aarhus og København, er lille og brun. Man bemærker den, når den pludselig flagrer ned fra trækronerne og lander ved foden af træet, hvorefter den klatrer opad igen. Det er en træløber – en fin, lille spætteagtig fugl, som man ellers ikke ser meget til. Den har et spøjst udseende med det lange buede næb, som den bruger til at grave smådyr ud af barken med. Træløberen er faktisk særdeles almindelig i områdets løv- og nåleskove, men det er ikke en, man ser meget til. Selv om den ikke er specielt sky, har den nemlig den trælse vane at søge om på bagsiden af træet, hvis man kommer for tæt på. Her kan den i ro og mag søge opad, mens den systematisk afsøger barken for spiselige kryb.
Det er måske lidt sjusket blot at kalde den træløber, for det drejer sig faktisk om den korttåede træløber, som i de seneste årtier har bredt sig meget i Danmark. Den indvandrede sydfra i 1930’erne og findes nu udbredt helt op til Hobrokanten. Den er særligt talrig i ældre egebevoksninger, og selvom den faktisk ligner træløberen, er man ikke i tvivl om forskellen, når korttået skælder ud. Den et meget gennemtrængende tyyt-tyyt-kald, som kan høres på lang afstand. Endvidere kendes den korttåede træløber på, at den har et længere næb end sin almindelige fætter, og ydermere er korttået træløber smudsig på undersiden. Stemmen er dog suverænt det bedste kendetegn.
Et andet kendetegn, der adskiller korttået fra almindelig træløber, er, at den korttåede er skidesur. Hvis den hører en almindelig træløber kalde eller synge, kan den risikere at flippe helt ud, hvorimod almindelig træløber ikke tager den store notits af korttåede træløbere. Det kan muligvis handle om, at den almindelige træløber netop er…. almindelig. Den kræver ikke så meget af træerne på sine levesteder og findes derfor i mange skovtyper. Den korttåede vil have eg. Gammel eg.