Skimmelflagermus i efterårsnatten

Når man en sen efterårsaften går tur i Universitetsparken eller Botanisk Have, så vil man uundgåeligt høre små ”pip” fra mørket. Hvis man er heldig, så ser man måske endda silhuetten af et dyr mod den lyse nattehimmel. Fra tid til anden hører man forbipasserende snakke om de nataktive svaler og undre sig over, hvordan de dog kan se noget i mørket. Men det vil fugle heller ikke kunne, og fugle, der flyver om natten, flyver da også så højt, at der ikke er risiko for at støde ind i noget.

I stedet er de små dyr i mørket flagermus. Skimmelflagermus for at være mere præcis, som nok er den flagermuseart, som de fleste mennesker, enten vidende eller uvidende, støder på. Skimmelflagermusen er nemlig knyttet til bygninger hele året rundt. Om sommeren laver den sommerkolonier i lave huse på landet, mens den om vinteren søger ind i de større byer for at overvintre i højhusene.

Normalt er flagermus ikke nogle, man hører, da deres normale ekkolokalisering, som de bruger til at orientere sig i mørket og fange insekter, foregår på så høje frekvenser, at den ikke er hørbar for det menneskelige øre. Men når det kommer til skimmelflagermusens parrings- og territoriumssange, så foregår de i et toneleje, hvor vi mennesker også kan lytte med. Det er det, man fra august eller september og frem til jul kan opleve, når man går tur om aftenen: Lyden af lystne skimmelflagermusehanner, der dels forsøger at hævde sig i forhold til andre hanner og dels forsøger at imponere de hunner, der måtte flyve rundt i området.