Sjældne arter på byggepladsen
Det er tankevækkende, at man som ornitolog i dag ser flere havørne, vandrefalke og traner, end vi ser agerhøns. Men sådan er det. Ude i agerlandet er agerhønen i dag decideret sjælden, og man skal virkelig gøre sig umage for at finde de små hønsefugle, der i 1950’erne stadig blev skudt hundredtusinder af hvert år.
Men på større byggepladser – det, som vi kalder ruderater – kan man ofte være heldig at finde et par agerhøns. Det har en ganske simpel årsag: Her kan agerhønsene finde mad. Agerhøns og især deres kyllinger lever nemlig af insekter, og insekter stortrives på arealer, hvor jorden er blevet vendt i dybden, og hvor der ofte spirer en mængde gamle plantefrø fra tidligere tiders landbrugsdrift. Ruderater har ofte en ret tynd vegetation, så det også er let for agerhønsene at opdage smådyrene, når de tøffer rundt. Det gælder også edderkopper, hvoraf en enkelt art ligefrem er opkaldt efter naturtypen.
På dansk kaldes den således ruderat-husedderkop, fordi den primært findes i menneskeskabte naturtyper, fx. på byggepladser, i stenstrøninger, i vejkanter eller på havnearealer. Her anlægger den - ligesom de velkendte indendørs husedderkopper - tætte tragtformede spind i hulheder og sprækker, hvor den er nogenlunde sikret mod fjender. Af udseende ligner den sine indendørs artsfæller, men den er lidt mere sandfarvet og har et mere hjerteformet mønster på bagkroppen. Det er for specialister, og da Lars viste mig dyret, måtte jeg erkende, at dén ville jeg nok bare have kaldt en almindelig husedderkop, hvis jeg var faldet over den. Det er nok det, de fleste mennesker hidtil har gjort – arten har helt sikkert været overset her i landet.
Og så burde den historie ikke være meget længere, hvis ikke det lige var, fordi den på amerikansk kaldes for Hobo Spider. Hvis man googler den, ender man pludselig på 800.000 hjemmesider, der omtaler voldsomme bid, gift, smerter og vævsdød. Akkurat som med Iraks masseødelæggelsesvåben har amerikanerne dog også i dette tilfælde problemer med bevisførelsen. Selvom agrestis er ganske aggressiv og gerne bider fra sig, så det virkelig kan mærkes, og selvom dens gift også er mere potent end korsedderkoppens, er der nemlig intet videnskabeligt hold i dyrets kultstatus som specielt giftig for mennesker. Det er pip-gok-påskeplim, som Bamse ville sige til Kylling. Men derfor behandler vi den naturligvis med behørig respekt – de store edderkopper kan bide, og det kan godt mærkes. Det er jo aldrig sjovt at blive bidt.
