Byens langbenede skønheder

På mure og vægge, også inde i byerne, myldrer edderkoppernes venlige og meget langbenede slægtninge, mejerne, frem i efteråret, som om de har noget, de skal nå. Det har de strengt taget også, for det er jo aldrig til at vide, om vinteren venter lige om hjørnet.

Mange steder kan mejerne ses midt på dagen, når de sidder og hviler på nordvendte mure, men i andre tilfælde skjuler de sig oppe under tagskægget eller i revner og sprækker. I sådanne tilfælde må man vente til om aftenen, hvor mejerne kommer frem fra deres skjul for at æde og socialisere. Mejere er så godt som altædende, og eftersom de hverken har giftkroge eller spind, må de tage til takke med den slags bytte, som de kan håndtere med deres usandkristeligt lange ben. Her er det på sin plads at understrege, at man altid kan kende mejere fra edderkopper på mejernes et-leddede krop, hvor edderkopper har en tydelig for- og bagkrop.

Der har været enorme omvæltninger i den danske mejerfauna i de seneste 30 år. Den orange vægmejer er kommet op sydfra og fortrængt to oprindelige arter, som tidligere var enormt udbredte og almindelige, nemlig broget langbensmejer og plettet vægmejer. Men ikke nok med at orange vægmejer spreder sig eksplosivt – nu har den fået følge af den yderst karakteristiske gaffelmejer. Blot syv år efter indvandringen til Danmark er gaffelmejer allerede vidt udbredt i alle vore byer. Den er således set overalt i Aarhus, Odense, København, Vejle og Horsens. Ja, selv i Randers og Nørre Snede findes de. Så hvis I ser mistænkelige personer, der står og glor umotiveret på en mur, kan det være en… nåja, en af de meget, meget få danske mejer-fetishister.