Bynatur - hvordan ser det ud?
Bynaturens særlige karaktertræk er bygninger, der med deres masse, højde og fremspring virker som klipper, hvor dyr kan bo og som opsamler og udstråler solens varme. Veje og bygninger danner forhindringer for dyr og planter at flytte sig fra et levested til et andet. De store græsplæner er for naturen en artsfattig ørken og beplantninger består ofte af eksotiske vækster, som er fremmed for arterne herhjemme og derfor ikke er tilpasset. Det betyder, at der er mangel på mad og ferskvand, da regnvandet bliver afledt til kloaken og pladser og veje er asfalteret og flisebelagt.
Men der er også nicher i byen, som tillader en særlig mangfoldighed. I parker og kirkegårde vokser gamle træer og med dem følger svampe. Byggetomter kan over tid forvilde og udvikle et særligt mikroklima, der tiltrækker særlige arter. Haver og baggårde med krat, blomster og havedam kan være små oaser både for mennesker og natur.
Med de fem hovedprincipper for biodiversitet - variation, mad til alle, store arealer, giv tid og giv slip - kan man betragte byen og dens grønne områder på en ny måde. Ved at ændre bare en lille smule ved måden vi bruger og anlægger vores grønne arealer på, kan vi give plads til natur, skabe levesteder for arterne og hjælpe dem til at sprede sig.