Vores Mejlgade
Fotoudstillinger og gadevandringer
Mejlgade er fyldt med gode historier også de bæredygtige.
Tag på opdagelse i dit nærmiljø, snak med dine naboer og del dine egne gode historier.
De gamle bygninger, vinduesfacaderne og baggårde vidner om dengang mikromiljøet i havnegaden levede af forretninger og kroer, lokale arbejdere og familier, sømænd og glædespiger. Ressourcerne har været knappe, gaden var fyldt og trængt. Der var mange funktioner på lidt plads og nød har sikkert lært mangen nøgen kvinde at spinde.
Vores teknologi og levevilkår har udviklet sig siden og kommer til udtryk i den måde bylivet udfolder sig. Det vil altid medføre nye udfordringer som kræver nye løsninger og nye gode historier kommer til. Som da folk reagerede på et kulturelt sammenstød på Café Oscar og skabte gadefesten Mejlgade for Mangfoldighed.
Har du en god historie om bæredygtighed, som du gerne vil dele til inspiration for andre i din gade?
Har du et spørgsmål eller en idé, som du vil være stolt af at være med til at finde bæredygtige løsninger på og kan gøre en forskel for lokalområdet?
Går man igennem de tæt bebyggede og asfalterede gader, er det ikke til at tro, men i de gamle baggårde var der ofte meget grønt. Afstanden til naturen var anderledes, og har givet plads til et rigt fugle- og insektliv i kvarteret.
Der var masser af liv, både små virksomheder og håndværkere, alle havde en mødding og høns i baggården. Køerne græssede ude på Fælleden, der hvor Universitetsparken ligger idag, og om aftenen fandt hver ko fra flokken ind til sin egen baggård.
Havet startede lige bagved Mejlgades bygninger indtil Nordhavnens havnebassiner fra 1845 frem til 1992 begyndte at brede sig. Aarhus Å blev overdækket i 1920'erne og skjulte industriens kraftige forurening, men siden 1980erne er Åen igen blevet fritlagt.
Billedet viser Købmand H.C. Jasters gård i Mejlgade 18, hvor vedbend har dannet en grøn væg og beskyttet murværket, muligvis har isoleret de utætte huse om vinteren og dæmpet sommerheden i den tætte by. Her ses redekasser til småfugle som fanger fluer fra møddingen, hønsene går frit og spiser rester af korn og ukrudt mellem brostenene. Et mikromiljø der har givet liv til mange.
Kan Mejlgade blive grøn og mangfoldig igen?
Foto: Den Gamle By