Naturhistorisk Museum · Wilhelm Meyers Allé 210, Universitetsparken, 8000 Arhus C · Tlf 86129777 · nm@nathist.dk · www.nathist.dk



BioBlitz i Mejlgade
Er du klar over, hvor mange vilde dyr og planter, man egentlig kan møde i Mejlgade-kvarteret? Selvfølgelig er du ikke det. Men hvis du godt kunne tænke dig at opleve gaffelmejere, dronefluer, skovfladløbere, grønirisker og lungemos, skal du bare kigge lidt efter, for de er til at finde i byens jungle.
Hvad er en BioBlitz? Kort sagt et snapshot af biodiversitet - man går på fælles jagt efter arter på et afgrænset område i et afgrænset tidsrum. Der er mange gode grunde til at holde BioBlitz - formidling af bynatur, artsregistrering af byens artsdiversitet, læring, interesse og det sociale. Alle kan være med og få noget ud af det - store og små, erfarne og nybegyndere! Og mangler du kyndig vejledning, kan du bruge en app Naturbasen, som kan fortælle hvilke arter der er registreret i området, som du kan lede efter eller du kan selv tage et billede af en levende organisme og indsende for at få svar og blive registreret. Det er smart!
Som en del af projektet GO' Mejlgade har Naturhistorisk Museum sat gang i en kortlægning af bynaturen. Vi river en time ud af kalenderen og går om bord i en baggård med insektsugere, insektnet, kikkerter, kamera, mobil og alt, hvad vi har. Det er en fest, og I skal være med. Tag for alt i verden ungerne med – de vil elske det, og vi elsker at fortælle om naturen.