Hvalfangst

Allerede omkring år 1200 jagede man hvaler. I begyndelsen af 1600-tallet var hvalfangstens betydning gået op for lande som Storbritannien, Danmark,Norge og Nederlandene. Kort efter fulgte Amerika.
Indtil 1850'erne drev man hvalfangst fra åbne robåde. Man dræbte hvalerne med håndharpuner, men i 1850'erne begyndte den moderne hvalfangst, som blev drevet med dampskib og eksplosiv harpun.

Dermed blev det nemmere at dræbe hvalerne. I 1925 blev der søsat hvalkogerier, hvor man kunne partere fangsten. Det var nu ikke længere nødvendigt at komme til land for at få en hval parteret.

I 1946 stiftede 15 hvalfangernationer Den Internationale Hvalfanger Kommission med det formål at frede og regulere hvalfangsten.

Siden 1900 er der i alt blevet fanget ca. 1.000.000 kaskelotter, mindst 500.000 finhvaler, mere end 350.000 blåhvaler, næsten 250.000 pukkelhvaler og hundredetusinde andre hvalarter.

I dag drives der ikke mere kommerciel hvalfangst, men der fanges stadig hvaler. Naturfolk som inuitter må stadig fange hvaler, og der fanges også nogle få i forbindelse med forskning. Disse fangster betyder ikke noget for hvalernes overlevelse. Det gør derimod den illegale fangst, der finder sted i enkelte lande. For når man fanger hvaler illegalt, er man ligeglad med, hvilken art man fanger. Bare man får fat en hval.

Kaskelotten er en af de hvaler, som man har jaget meget intensivt, bl.a. på grund af den fine olie, som findes i denne hvals hoved.