Yakokse
Bos grunniens
Yakoksen er et pattedyr. Den er et vigtigt arbejdsdyr for tibetanerne og har været tæmmet i over 3.000 år. Yakoksen bruges både som ridedyr og til transport af varer i det bjergerige terræn. Mælken bliver anvendt til smør og ost.
Udseende
Yakoksen er en okse med langhåret pels i sorte eller brune farver. Pelsen er tyk og beskytter dyret mod bjergenes voldsomme kulde, sne og regn.
Vilde yakokser kan blive op til 2 m høje og veje op til 1.000 kg, mens de tamme yakokser kun bliver halvt så store. Hannerne er en del større end hunnerne.
Yakoksens hoved er bredt med opadvendte horn. Benene er korte med brede klove.
Levevis
Yakoksen lever i 4.000-6.000 meters højde. Om vinteren vandrer den ned i dalen.
Den holder til i flokke bestående af 10-200 hunner og ungtyre, mens de voksne tyre holder sig for sig selv eller i småflokke.
De vilde yakokser er meget sky, og hvis flokken bliver forstyrret, vil dyrene galoppere væk med løftet hale.
Selvom de er store dyr, er de eminente til at klatre på klipper.
Føde
Yakoksen er udelukkende planteæder og lever af græs, lav og blade.
Den har en meget effektiv fordøjelse. Gæringen af føden i vommen sker ved hjælp af bakterier i en temperatur på 40°C. ”Overskudsvarmen” hjælper dyret til at spare på energien i en kold verden.
Formering
Parringsperioden begynder i september med tyrenes kamp om hunnerne. Drægtigheden varer 9 måneder, så i juni fødes ungen, som vejer 18 kg ved fødslen. Hunnen føder 1 unge hvert andet år, og ungen dier i et helt år.
Yakokser er fuldvoksne og kønsmodne i 6-8-års alderen, og de kan blive 20-25 år gamle.
Levested
Yakoksen lever i Kina, Tibet og Nepal. Den kan klare temperaturer på helt ned til minus 40°C.
Lyde
Yakoksen kan ikke brøle som en ko – den grynter som en gris. Det latinske slægtsnavn betyder ”jeg grynter”.
Bestand
Den vilde yakokse er truet, selvom der findes over 12 millioner tamme yakokser i verden.
Bestanden af vilde yakokser er gået meget tilbage, og tilbagegangen fortsætter. Yakoksen er fredet, men jages stadig illegalt. Endelig er kvægsygdomme fra de mange tamme yakokser med til at gøre et indhug i den vilde bestand.
Særlig egenskab
Yakoksen er så tilpasset sit kolde levested, at den begynder at få hedeslag, hvis temperaturen kommer over 15° C.