Livet i kælderskakten

De fleste mennesker i byen går til en vis grad op i, hvordan deres hus med allernærmeste omgivelser ser ud. Folk fejer fliser og trapper, ligesom kælderskakterne bliver tømt for nedfaldne blade mv. Sådan gør man ikke, hvis man er kratlusker. I stedet hælder vi ting ned i kælderskakten. I forvejen ligger der jo lidt blade og småsten, men det er jo slet ikke nok til, at edderkopper, biller, skrubtudser og andre nedfaldne småkryb kan holde varmen. Hvis man vil hjælpe – og det vil vi jo - kan man i stedet tilbyde staklerne rigt mål af grangrene, mos og et 20 cm isolerende lag af blade, så de kan komme igennem vinteren. For op kan de jo ikke komme.

Dyrene har heldigvis masser at leve af dernede. I sådan en kælderskakt vil der nemlig altid være rigeligt med plantemateriale, som kan nedbrydes af bænkebidere, mider og springhaler. Og så har man for længst startet en fødekæde, som normalt ender ved skrubtudsen, kongen af kælderskakten. Skrubtudsen bor nede i afløbet, hvorfra den nogle gange begiver sig op for at jage bytte. Hyggeligt!

Der er imidlertid også dyr, der bevæger sig væsentligt hurtigere end tudser, bænkebidere og små edderkopper. Det gælder bl.a. den ekstremt smukke løbebille, spraglet kvikløber, som har en farvetegning, der gør den meget nem at kende. Arten lever som rovdyr af mider og bladlus, så det giver god mening, at den har fundet et godt levested i kælderskakten. En anden karakteristisk art er den store bjørneedderkop, der ligeledes ernærer sig som rovdyr.

På den måde repræsenterer kælderskakten altså sit helt eget økosystem med både planter, planteædere og rovdyr.