En foderjunkies bekendelser

Jeg troede ellers, at terapien havde virket. Der var andre, der tvivlede, men udadtil var det forløbet godt. Da vinteren meldte sig i begyndelsen af februar, var jeg til kontrol og blev slæbt med rundt i byen på kryds og tværs, mens jeg pædagogisk blev spurgt: ”Kan du se, at de også fodrer fugle inde i dén have? Tror du, at du selv behøver at fodre hver eneste fugl i hele byen?”

Selvfølgelig troede jeg ikke det. Jeg var jo helbredt. Alle og enhver kunne da regne ud, at der til foråret nok ville være enkelte overlevende gråspurve og solsorter tilbage, selv om jeg skar ned på fuglefodringen. I hele november var jeg derfor et mønstereksempel på vellykket terapi. Jeg har faktisk kunnet nøjes med at fordele en enkelt pose solsikkekerner en gang imellem, og selv om solsorterne har kigget bedende på mig gennem vinduet, har jeg været hård. ”I må spise det, jeg serverer. Ellers er der masser af æbler og regnorm derude!”

Men så var det, at snestormen begyndte onsdag morgen. Der gik ikke mange minutter, før en stor flok stære kiggede forbi det næsten tomme foderbræt. ”Altså, de er jo vant til, at der er mad derude i hårdt vejr! De dør af sult! Og den lille rødhals. Dér er en gulspurv – så er det slemt! Åh nej, og se de stakkels sjaggere og silkehaler, der kun spiser æbler…. De kan da ikke nøjes med solsikkekerner!” Rysteturene og kikkertsynet begyndte øjeblikkeligt, så jeg gav op, tog gummirøjsere på og løb op i REMA1000 efter æbler, ekstra solsikkekerner samt rigeligt med margarine. Efter at have fordelt 10 kg assorterede varer på foderbrættet sank jeg udmattet, men tilfreds sammen i sofaen, mens 100 grønsiskener og et blandet hold finker kastede sig over godbidderne.

Jeg er foderjunkie. Og mange mennesker vil mene, at det er noget pjat. Men en halv million danskere fodrer fugle, og fuglefodringen har absolut en betydning for vinterfuglenes overlevelse. Skal man virkelig sikre sig, at nogle af fuglene også bliver i haven, når ynglesæsonen melder sig – og ikke bare troløst trækker bort – kan man sagtens fortsætte fodringen langt ind i foråret. Blot skal man huske, at det primært er redemulighederne, der begrænser mange af vore ynglefugles udbredelse. En redekasse eller ti skader derfor aldrig.